Starten af motorsamarbejdet med Aston Martin F1 er ikke gået helt efter planen – mildt sagt – og det er mere end vanskeligt at få øje på muligheden for at gentage den succes, som Honda havde med Red Bull.
Men den japanske fabrik står ikke desto mindre fast på, at deres langsigtede forpligtelse til Formel 1 stadig står fast. Ifølge Koji Watanabe, præsident for Honda Racing Corporation (HRC), er der en fælles forståelse i ledelsen om, at resultaterne skal forbedres, men at projektet må evalueres over en længere periode.
Honda har gennem årene haft både succes og udfordringer i Formel 1 – både som fabrikshold og motorleverandør. Med 8 konstruktør- og 9 kørermesterskaber samt 3 grandprix-sejre som hold, er deres historie i F1-sporten imponerende. I 2026 vendte de så tilbage som Aston Martins motorpartner, da det britiske hold skiftede fra Mercedes-kunde til status som fabriksteam.
Samarbejdet har dog haft en hård start med præstationsproblemer og tidlige pålidelighedsudfordringer, selvom disse er blevet forbedret.
I et interview med Formula One understreger Watanabe, at Honda ikke overvejer at forlade sporten:
"Der er ingen ændring i vores evaluering eller forpligtelse til HRC (Honda Racing Corporation, red.) eller motorsportsaktiviteterne på nuværende tidspunkt. Ledelsen tager den nuværende situation meget alvorligt og er ikke tilfreds med de aktuelle resultater. Der er en fælles forståelse om, at forbedringer er nødvendige, og samtidig er der en klar forståelse af, at projektet må evalueres over en midt- til langsigtet periode, ikke kun i år. Ledelsen fortsætter med at yde stærk støtte og har forventninger om, at vi fokuserer på at løse de udfordringer, vi står over for."
Der forventes en opgradering af Hondas forbrændingsmotor i løbet af sommeren, ligesom Aston Martin planlægger en stor opgradering af AMR26-chassiset. Holdet har indtil nu holdt sig tilbage fra udviklingskapløbet i 2026 for at arbejde på et mere revolutionerende design. Til dette projekt har fabrikken hyret Red Bulls tidligere chefdesigner Adrian Newey, uden at resultaterne derved endnu har vist sig.
USAs Grand Prix 2025. Fernando Alonso
Copyright Aston Martin Aramco F1 Team
Fernando Alonso, der i kølvandet på Monacos strafkaos scorede det første point for Aston Martin/Honda i Monaco, håber, at opgraderingerne vil gøre holdet konkurrencedygtigt i midterfeltet.
Da han blev spurgt, om Aston Martins opgraderingspakke vil være med til at skubbe holdet fremad eller om det vil strække sig ind i næste sæson, svarede Alonso:
"Tjah, begge dele. Den strækker sig ind i 2027, fordi vi helt klart er nødt til at forbedre vores situation, men jeg tror, vores håb er, at anden halvdel af året bliver mere konkurrencedygtig, og at vi kan begynde at kæmpe i midterfeltet. Så ja, det er målet."
Aston Martin får chancen til at vise den ønskede fremgang i Østrigs Grand Prix i kommende weekend.