BMF1.dk's Power Rating: Mexicos GP

Max Verstappen vandt i Mexico City, men det var Kimi Antonelli, der gik hjem med VM-trofæet. Undervejs fik vi Ferrari-borgerkrig, rødt flag, en 32-årig debutant i point og en straffeseddel så lang, at stewarderne nok har brug for ferie. Her er weekendens vindere og tabere.

Lewis Hamilton i nærkamp med Max Verstappen. Mexico 2026. Copyright Red Bull Contentpool

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1.dk Peter har været en del af BMF1.dk næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

KATEGORIER

Formel 1

Det var et løb med det hele.

Lewis Hamilton tog sin første pole position for Ferrari, men allerede i Sving 4 havde en aggressiv Charles Leclerc travlt med at skubbe sin teamkammerat ud over kanten. Det gav monegaskeren en velfortjent (lille) tidsstraf på 5 sekunder og Max Verstappen et gyldent vindue.

Midt i løbet fik Valtteri Bottas et brud på venstre forhjulsophængs og ramte barrieren i Sving 1. Det udløste rødt flag og nærmest en sprint på 24 omgange til sidst.

Verstappen holdt Hamilton bag sig med under et sekund og vandt. Kimi Antonelli blev nummer tre, og det var rigeligt til at gøre ham til den yngste verdensmester i Formel 1’s historie.

Efterfølgende var stewards i gavehumør og delte straffe ud til både Piastri, Gasly og Colapinto, så resultatlisten blev rystet godt igennem efter målstregen.

Vi dykker som vanligt ned i nogle enkeltpræstationer:

Toppræstationer

Max Verstappen – Red Bull – 1. plads

Han startede som nummer fem efter en straf, men var den eneste i toppen på medium-dæk, og det betalte sig. Mens Ferrari-kørerne havde travlt med at konkurrere imod hinanden, overtog han føringen i pitstoppene. Efter det røde flag holdt han Hamilton på afstand ved begge genstarter. Det blev hans tredje sejr i sæsonen, og han havde endda overskud til at drille stewards over radioen.

Max Verstappen lykønsker Kimi Antonelli med mesterskabet. Mexico 2026Max Verstappen lykønsker Kimi Antonelli med mesterskabet. Mexico 2026
Copyright Red Bull Contentpool

Kimi Antonelli – Mercedes – 3. plads

Han var lidt syg op til søndagens løb og derfor ikke helt oppe på beatet i kvalifikationen, men i løbet kørte han rent og med overblik. Ingen "track limits". Ved genstarten satte han bilen ind på indersiden af Leclerc i Sving 1 med titlen på spil. Det var modigt og smukt, og det gav ham både podiet og VM-titlen. Som 20-årig er han nu den yngste verdensmester nogensinde. Stort tillykke med det!

Kimi Antonelli hyldes som F1-verdensmester i 2026. Mexicos GPKimi Antonelli hyldes som F1-verdensmester i 2026. Mexicos GP
Copyright Mercedes AMG / LAT Images

Lewis Hamilton – Ferrari – 2. plads

Han tog sin første pole for Ferrari, men så kørte teamkammeraten ham ud over kanten i Sving 4, og Hamilton var nok ikke helt uden skyld, for begge bremsede for sent. Bagefter var han rasende på stewards, men han kørte et stærkt løb og jagtede Verstappen helt til mål. Han manglede kun 0,8 sekunder.

Ryo Hirakawa – Haas – 10. plads

Han fik beskeden lørdag morgen, få timer før kvalifikationen, om at han skulle erstatte Esteban Ocon. Som 32-årig debutant kørte han fejlfrit og overhalede begge Williams-biler sent i løbet. Efter stewardernes oprydning endte han som nummer ti og tog et point i sit første Grand Prix. Det er ikke dårligt for en mand, der egentlig skal køre om VM i WEC næste weekend.

Ryo Hirikawa foran Fernando Alonso og Liam Lawson Ryo Hirikawa foran Fernando Alonso og Liam Lawson
Copyright Haas F1

Mellempræstationer

Lando Norris – McLaren – 5. plads

McLaren havde fart nok til podiet, men igen startede Norris for langt tilbage. Et langsomt pitstop kostede tid, og til sidst kunne han ikke komme forbi Leclerc, selvom ferraristen kørte på et fladslidt dæk med blottet karkasse og lærred. Femtepladsen er en fin dag, men bilen kunne mere.

George Russell – Mercedes – 6. plads

Han havde startplads to og chancen for at vinde, men et motorstyringsproblem med kraftleveringen i starten var ikke hans skyld. Sammenstødet med Hadjar var derimod hans skyld, og den gav ti sekunders straf. Sjettepladsen begravede hans sidste titelhåb samme dag, som teamkammeraten blev mester.

Charles Leclerc og Kimi Antonelli i nærkamp. Mexicos GP 2026Charles Leclerc og Kimi Antonelli i nærkamp. Mexicos GP 2026
Copyright Mercedes AMG / LAT Images

Oscar Piastri – McLaren – 13. plads

Efter et uforklarligt Q2-exit kæmpede han sig flot op på syvendepladsen. Så kom sammenstødet med Lindblad, hvor Piastri fik skylden og ti sekunders straf, og han endte som nummer 13. Han kørte godt, men det blev en ærgerlig straf.

Bundpræstationer

Oliver Bearman – Haas – DNF

Han måtte skifte til en ældre motor i træningen og mistede en bedre startplads på grund af banegrænserne. I løbet gik det fint, indtil Hülkenberg kørte ham bagi ved genstarten. Det var ikke hans skyld, men nul point er nul point, og debutanten i den anden Haas tog point.

Alex Albon – Williams – 11. plads

Williams-bilen var ikke til meget i Mexico, og Albon kæmpede sig fra startplads 16 op på 11. Men han blev overhalet sent af Hirakawa, og det kostede ham det point, debutanten tog med hjem. At tabe et point til en mand, der først blev kaldt ind lørdag morgen, er ikke noget at prale af.

Isack Hadjar – Red Bull – 9. plads

Han havde et motorproblem i træningen og en rodet kvalifikationsomgang. I første omgang blev han ramt af Russell og spandt helt bagerst i feltet. Han kæmpede sig tilbage, men det var først andre køreres straffe, der gav ham niendepladsen. To point, mens teamkammeraten vinder løbet, er ikke ret meget.

Power Rating

Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation (20%), sprint- og grandprix med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

PLACERING

KØRER

RATING

STD.AFVIGELSE

1.

Max Verstappen

9,5

0,35

2.

Kimi Antonelli

9,0

0,00

3.

Lewis Hamilton

9,0

0,58

4.

Ryo Hirakawa

8,1

0,22

5.

Lando Norris

8,0

0,09

6.

Franco Colapinto

7,9

0,24

7.

Liam Lawson

7,7

0,53

8.

George Russell

7,5

0,38

9.

Charles Leclerc

7,5

0,46

10.

Gabriel Bortoleto

7,5

0,36

11.

Oscar Piastri

7,2

0,43

12.

Pierre Gasly

7,1

0,22

13.

Sergio Perez

6,8

0,45

14.

Arvid Lindblad

6,7

0,43

15.

Nico Hülkenberg

6,5

0,46

16.

Valtteri Bottas

6,4

0,55

17.

Oliver Bearman

6,4

0,50

18.

Alex Albon

6,2

0,27

19.

Carlos Sainz

6,1

0,27

20.

Isack Hadjar

6,1

0,89

21.

Fernando Alonso

4,9

0,25

22.

Lance Stroll

4,3

0,45

Giv din mening til kende herunder eller på vores Facebook-side.

BMF1.dk debat

Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at skrive en.

Skriv herunder hvis du har noget på hjerte



Seneste nyheder

Point til Hirakawa

Point til Hirakawa

F1 Nyheder 2026-11-02 12:12:41
Rio Hirakawa Krydsede stregen som nummer 13 i Mexico, men har alligevel opnået at få point i sin debut i F1.
[Læs mere]

Mexico Dagen Derpå – Kimi er konge, Ferrari en krudttønde

Mexico Dagen Derpå – Kimi er konge, Ferrari en krudttønde

F1 Nyheder 2026-11-02 10:35:00
Der blev skrevet Formel 1-historie den 1. november 2026: Italienske Kimi Antonelli blev med sine kun 20 år den yngste F1-verdensmester i historien og den første italienske F1-verdensmester siden 1953. Ferrari ligner en anstalt for folk med hang til selvskade.
[Læs mere]

Bottas er

Bottas er "ret sikker" – men Vesti og Herta står klar

F1 Nyheder 2026-11-01 16:39:00
Valtteri Bottas regner med at køre for Cadillac i 2027, men holdet har endnu ikke bekræftet det. Samtidig siger Frederik Vesti ligeud, at han vil have finnens sæde.
[Læs mere]

Ingen genvejsfest: FIA truer med straf i sving 1

Ingen genvejsfest: FIA truer med straf i sving 1

F1 Nyheder 2026-11-01 12:10:00
Sidste år blev græsset i Mexico brugt som ekstra vognbane. Det sætter FIA nu en stopper for. Kører man uden for banen i de første sving og beholder sin placering, risikerer man straf. Det kan få stor betydning for forreste mand Lewis Hamilton.
[Læs mere]

Antonelli: Syg, træt og titelnervøs

Antonelli: Syg, træt og titelnervøs

F1 Nyheder 2026-11-01 11:50:00
Kimi Antonelli kan blive verdensmester i Mexico, men lørdagens kvalifikation gik ikke helt efter planen. Feber, mavebesvær og konstant titelsnak har gjort den unge italiener anspændt. Nu er planen enkel: melatonin, familie og ti timers søvn.
[Læs mere]

Er Vesti på vej til Cadillac?

Er Vesti på vej til Cadillac?

F1 Nyheder 2026-10-31 16:06:00
Frederik Vesti siger det nu ligeud: Han vil køre for Cadillac i Formel 1 i 2027. Valtteri Bottas er under pres, og danskeren har både Mercedes og Cadillac i ryggen.
[Læs mere]

Har Ocon fået sparket?

Har Ocon fået sparket?

F1 Nyheder 2026-10-31 15:38:00
Haas F1 har sat Esteban Ocon af holdet resten af Mexico-weekenden og givet hans sæde til reserven Ryo Hirakawa. Holdet vil ikke sige hvorfor. Måske ligger årsagen i et ophedet radioskænderi med holdet om dækvalg.
[Læs mere]

13.000 dødstrusler: F1's grimmeste statistik i 2026

13.000 dødstrusler: F1's grimmeste statistik i 2026

F1 Nyheder 2026-10-30 16:31:00
En enkelt teamordre i Spanien endte med 13.000 dødstrusler mod Pierre Gasly. FIA-præsident Mohammed Ben Sulayem kalder netchikane for en sygdom. Jeremy Clarkson fik en lille pakke med på vejen.
[Læs mere]

Mexico's GP: Optakt

Mexico's GP: Optakt

F1 Nyheder 2026-10-30 07:18:00
I denne weekend kan Kimi Antonelli sikre sig sit første Formel 1 verdensmesterskab, og dermed blive den yngste verdensmester i Formel 1 historien, men helbredet kan udfordre ham.
[Læs mere]

Kampen om Cadillac-sædet: Køen bag Bottas vokser

Kampen om Cadillac-sædet: Køen bag Bottas vokser

F1 Nyheder 2026-10-29 15:00:00
Pérez' plads hos Cadillac er sikret til 2029, men Valtteri Bottas venter stadig på en forlængelse. Finnen har kontrakt for 2027, men holdet vil ikke love noget, og flere kørere har allerede meldt deres interesse. BMF1 ser på, hvem der er med i opløbet.
[Læs mere]

Aston Martin rækker ud efter hjælp

Aston Martin rækker ud efter hjælp

F1 Nyheder 2026-10-29 09:05:00
Aston Martin, med Adrian Newey som overordnet teknisk chef, havde store forventninger forud for denne sæson, men det har vist sig som værende et mareridt, især på grund af Hondas motor. Det ønsker man at ændre på.
[Læs mere]

Cadillac forlænger med Pérez til 2029

Cadillac forlænger med Pérez til 2029

F1 Nyheder 2026-10-28 19:46:00
Sergio Pérez har skrevet under på en flerårig kontraktforlængelse med Cadillac F1, så han er en del af det amerikanske projekt til og med mindst 2029. I denne uge kører mexicaneren sit 300. grandprix på hjemmebanen i Mexico City.
[Læs mere]

Se alle nyheder »