Vips til Red Bull som reservekører

Til weekendens grandprix i Tyrkiet er F2-køreren Jüri Vips indkaldt som reservekører hos Red Bull og søsterteamet AlphaTauri.

Red Bull bekræfter på Twitter, at esteren Jüri Vips kal være reservekører for både Red Bull og søsterteamet AlphaTauri i forbindelse med Tyrkiets Grand Prix i den kommende weekend.

Reservetjansen er blevet mulig efter at Vips har gennemført 300 km i en Formel 1-bil, hvormed køreren har erhvervet sin FIA Supelicens, som er adgangskortet til et F1-sæde.

Oprindelig benytter Red Bull og AlphaTauri sig af Le Mans-vinder og tidligere F1-kører Sebastian Buemi samt F2-køreren Sergio Sette Camara, men begge kørere er optaget af racingaktiviteter i samme weekend.

Den 20-årige Vips kom til Formel 3 i 2017, hvor han kørte for Prema. I 2019 fortsatte han i den japanske Super Formula, men serien er lige nu sat på pause på grund af en vis Covid-19-pandemi.

Den ufrivillige pause gav til gengæld Vips mulighed for at avancere til Formel 2, hvor han lige nu er stand-in for den skadede Sean Gelael i DAMS-teamet.

KATEGORIER

Formel 1

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1.dk Peter har været en del af BMF1.dk næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.