Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 13/9 2025 klokken 17:09
Formel 1 er motorsportens kongeklasse, og der er ingen tvivl om, at der er en vis form for prestige i at have en af de 11 stole ved F1-bordet i 2026.
Renault kom tilbage i sporten med store armbevægelser i 2016, og der var ikke mange begrænsninger for, hvilke resultater det franske team kunne præstere inden for en årrække.
Det er blevet til enkelte podieplaceringer, men de store kampe om mesterskabet i Formel 1 er udeblevet, og faktisk kæmper teamet oftere i den kedeligere ende af feltet end i front.
Som så mange andre virksomheder har Renault oplevet store økonomiske vanskeligheder i de senere år. Det, kombineret med Alpine-teamets manglende resultater, har fået flere i F1-verdenen til at spekulere i, om det franske team var ved at trække stikket fra Formel 1 – og formentlig sælge Alpine-teamet.
Renault har allerede meldt ud, at de lukker deres F1-motordivision i Viry-Chatillon i Frankrig. Teamet vil nemlig køre med Mercedes-motorer, når det nye reglement træder i kraft i 2026.
Nu er der dog gode nyheder fra det franske bilfirmas nye CEO, François Provost.
Provost bekræfter, at Renault (og dermed Alpine-teamet) forpligter sig til Formel 1 i mange år endnu. Derfor fortsætter teamet deres store engagement i sporten i lang tid fremover. Ifølge Motorsport kom det frem, efter Provost gæstede teamet i weekenden.
En anden måde, hvorpå teamet har vist, at de er med i det lange løb, er ved at forlænge Pierre Gaslys kontrakt frem til 2028. Ønsket fra teamet har været at skabe stabilitet de næste år.
Hvem der skal sidde i den anden ende af garagen er endnu uvist, men én ting er sikker: Alpines telefonsvarer er nok allerede fyldt med beskeder fra kontraktløse kørere, nu når Colapinto sidder på det yderste af sit sæde.
OM SKRIBENTEN

Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.