Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 02/16 2026 klokken 16:02
Formel 1 har i dag offentliggjort en flerårig kontraktforlængelse med Circuit de Barcelona-Catalunya, der sikrer afholdelse af Barcelona-Catalunya Grand Prix i 2026, 2028, 2030 og 2032. Fra i år skifter løbet navn til Barcelona-Catalunya Grand Prix.
Forlængelsen kommer efter større investeringer i banen, herunder opførelsen af Circuit Rooftop – et nyt VIP-område med udsigt over sving 9, 10 og 11 samt indkørslen til start- og målstregen – samt installation af solpaneler over hele banen.
Banen, der blev bygget i 1991 som led i forberedelserne til OL i Barcelona i 1992, er kendt for sin blanding af høj- og lavhastighedssving og har været rammen om mindeværdige øjeblikke, herunder Max Verstappen’s første Grand Prix-sejr i 2016. I 2025 tiltræk løbet 300.000 tilskuere, hvor Oscar Piastri vandt foran holdkammeraten Lando Norris. Blandt de nuværende kørere har også Lewis Hamilton og Fernando Alonso vundet i Barcelona.
De seneste år har arrangørerne forbedret tilskueroplevelsen og integreret byen tættere i løbet. Siden 2024 har der været fanfestival i Plaça de Catalunya før løbsweekenden – en tradition, der fortsætter i 2026.
George Russell angriber Eau Rouge. Belgiens GP 2024
Copyright Mercedes AMG - Jiri Krenek
Barcelona-løbet vil rotere med Belgien Grand Prix på Spa-Francorchamps, der afholdes i 2026, 2027, 2029 og 2031.
Stefano Domenicali, CEO for Formel 1, udtrykker stor tilfredshed med forlængelsen.
“Barcelona er en fantastisk by, og fansene modtager os altid med en utrolig passion. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med Circuit de Barcelona-Catalunya i mange år fremover. Banen har investeret kraftigt i forbedringer og skabt fantastiske fan-oplevelser.”
Pol Gibert, CEO for Circuits de Catalunya er også en glad mand, ikke mindst på grund af den afledte effekt på regionens økonomi.
“Vi er stolte over forlængelsen af Formel 1-kontrakten frem til mindst 2032. Dette er resultatet af et tæt samarbejde og viser, at Catalonien er en nøglespiller på den internationale kalender. Formel 1 genererer en økonomisk effekt på over 300 millioner euro pr. løb og hjælper med at positionere Catalonien globalt som en destination for verdensklasse-sport.”