Wolff: I dag var tæt på Renault Clio Cup
Toto Wolff, teamchef og CEO hos Mercedes AMG havde ikke høje tanker om kollisionen mellem Valtteri Bottas og George Russell.
OM SKRIBENTEN

Peter har været en del af BMF1.dk næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.
Af: Peter Hartig
(pha@bmf1.dk)
d. 04/18 2021
klokken 20:04
KATEGORIER
Formel 1
Bølgerne gik højt efter kollisionen mellem Valtteri Bottas og George Russell. Ikke kun ude i gruset i Sving 2, men også i pitten hos Mercedes.
Russell er Mercedes juniorkører, udlånt til Williams og af mange anset for den naturlige afløser for Valtteri Bottas, som tydeligvis har temmelig svært ved at følge teamets anden kører, verdensmesteren Lewis Hamilton.
Efter løbet blev Wolff spurgt, hvad han meste om sammenstødet mellem “sine” to kørere.
“Hvis du gør det godt, kan du få lov til at sidde i en Mercedes,” lød svaret til SkyF1.
“Hvis ikke, så er det videre til Renault Clio Cup.”
“Det, der skete i dag, var tættere på Renault Clio Cup.
Reaktionen fra Renault Sport kom prompte på Twitter i form af en tilmeldingsformular til næste Renault Clio Cup på Monza d. 23. april (se teamets tweet herunder).
Usædvanlig god fransk humor, vil nogle nok mene.