Ralf Schumacher: Williams må væk

Claire og Frank Williams bliver nødt til at træde tilbage, hvis de vil redde deres Formel 1-team fra den økonomiske og sportslige afgrund. Det mener Ralf Schumacher, der kørte for teamet fra 1999 til 2004.

Sir Frank og Claire Williams . Copyright Williams F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 2/6 2020 klokken 22:06

Ralf Schumacher hentede alle sine seks sejre med Williams-teamet. Men godt 15 år senere har han ikke meget tilovers for sin gamle arbejdsgiver.

I et interview med ”Sky” udtaler den nu 44-årige tysker, at Williams-familien bliver nødt til at trække sig tilbage, for de er i høj grad årsagen til den sportslige og økonomiske nedtur, som teamet i øjeblikket er ude i.

"Hverken Frank eller hans datter har været i stand til at lede teamet på en moderne måde. Mange af problemerne skyldes ledelsesstilen.“ Efter Schumachers mening burde far og datter have forladt firmaet for længst for at give plads til yngre og bedre uddannede managere.

"Jeg har selv oplevet det. Tiderne har ændret sig, og folk er anderledes i dag. En topstyring oppefra og ned var jo Franks metode at arbejde på, men tiden er løbet fra den. I dag findes der mange uddannede unge folk, som kun har været kort tid i Formel 1. De finder sig ikke i, at man behandler dem på den måde,“ udtaler Ralf Schumacher.

Den nye omstrukturering af virksomheden mener Schumacher er en „stor chance, hvis Frank og Claire trækker sig 100 procent tilbage, og der kommer en god investor. Teamet er som sådan fantastisk. Hvis jeg havde pengene og de nødvendige partnere, ville jeg slå til med det samme! De forudsætninger, som Williams har, er perfekte. Teamet skal bare støves lidt af,“ mener Schumacher.

Men penge er ikke alt. Toto Wolff har allerede investeret i Williams, det samme gælder den amerikanske virksomhedsejer Brad Hollinger og senest Michael Latifi.

LatifiLatifi
Copyright Williams F1


Latifi, hvis søn Nicolas kører for Williams i år, er egentlig andelshaver hos McLaren. I april blev det offentliggjort, at der var blevet skudt ca. 45 millioner dollars i Williams-teamet, men det vides dog ikke med sikkerhed, hvor mange af disse dollars, der kommer fra Latifi selv, og hvor mange der kommer fra banken HSBC.

Latifi har dog sikkerhed i historiske Williams-biler, så hvis teamet ikke kan betale pengene tilbage, tilhører disse Formel 1-racere Latifi.

Ud over Latifi mener Ralf Schumacher, at russeren Dmitri Masepin kunne være et godt bud på en investor, der står klar til at overtage Williams. Masepin er betydeligt mere velhavende end Latifi, og desuden har han også en søn, som gerne vil køre Formel 1. Masepin har opkøbt teams fra Formel 3 og opefter.

Det vækker dog ikke ligefrem begejstring hos mange Formel 1-fans, at forskellige milliardærer som Stroll, Latifi og nu Masepin opkøber teams, så deres sønner eventuelt kan køre for dem, men Schumacher er mere pragmatisk: ”Jeg vil ikke kritisere det. Jeg er glad for, at der findes sådanne personer, der værdsætter vores sport og som er parate til at investere så mange penge, også selv om det er for deres børn, ”afslutter Ralf Schumacher.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« BREAKING NEWS: 2020-kalenderen frigivet Kørere med positiv test får ikke lov at stille t »