• Forside

Intet samarbejde mellem SGP og USF1

I et forsøg på selv at komme på gridden og samtidig få US F1 på gridden i Bahrain, har der været samtaler mellem holdet uden bil og holdet uden startplads. Forhandlingerne brød sammen torsdag aften, og årsagen findes hos Peter Windsor og/eller Ken Anderson.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/3 2010 klokken 09:03

Stefan GP kæmper stadig for at få en plads på gridden, og den eneste sikre plads til dette vil være et samarbejde med enten Campos Meta eller US F1.

Campos Meta har der dog ikke været snakket med, og det sker heller ikke efter Adrian Campos blev købt ud af holdet.

US F1 team derimod har der været forhandlinger med, og de startede godt. Torsdag aften sidste uge brød de dog sammen til stor frustration for SGP teamchef Zoran Stefanovic.

”Ja det er sandt, at vi har forhandlet over flere dage, men de brød fuldstændig sammen torsdag aften europæisk tid på grund af manglende fleksibilitet fra visse deltagere.”

”Jeg understreger, at det ikke var Chad Hurley, der var åben for diskussioner med os, men nogle af de andre ejere, der saboterede al snak.”