Toro Rosso i alvorlige samtaler med Kvyat

Set fra tilskuernes synspunkt er der garanti for fest og farver, når Daniil Kvyat sætter gang i sin Toro Rosso-racer. Teamchefen ser dog lidt anderledes på sagen.

Daniil Kvyat. . Copyright Red Bull Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/8 klokken 14:08

Toro Rosso-køreren Daniil Kvyats kollisioner med Fernando Alonso og Max Verstappen i Østrigs Grand Prix, sammenstødet med teamkammeraten Carlos Sainz i Englands Grand Prix og seneste hændelsen med Lance Stroll under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix har nu indbragt 10 af de dumme point på russerens strafregnskab. Dermed er han kun 2 point fra en løbsstraf.

Set ude fra har det alt sammen føjet et væsentligt element af underholdning til løbene, men sagen har nu taget en karakter, som på de indre linjer har tvunget teamchef Franz Tost til at tage affære. Efter hans opfattelse handler det udelukkende om én ting: manglende tålmodighed.

"Daniil gør et godt stykke arbejde, bortset fra nogle gange efter starten, når han er for utålmodig, eller når han risikerer for meget," udtalte Tost. "Hvis du ser på hans fart under løbet, hvis han bare kører alene, er hans omgangstider meget, meget konkurrencedygtige og meget gode.”

”Han vil simpelthen lykkes, han vil overhale folk, også hvor der måske ikke er nogen mulighed for at overhale, og lige der skal han blive mere disciplineret.”

Daniil Kvyat.
Copyright Red Bull Media


”Uanset om det er frustration, ja, uanset hvad, så skal man have sine følelser under kontrol, især i starten, for hvis du begynder at blive følelsesladet, laver du fejl, og så crasher du.”

"Alt det andet er i orden, for han giver god teknisk feedback, han har god fart, og, når han kører alene, gør han et godt stykke arbejde."

Teamet taler hver gang indgående med Kvyat om de uheldige situationer, for at hjælp ham til at undgå dem. Men på spørgsmålet om, hvad teamet gør, hvis der igen opstår en situation, hvor den 23-årige russer er uheldigt impliceret, er svaret klart.

"Så sætter vi os sammen, og selvfølgelig vil Red Bull før eller siden træffe beslutningen, enten med en økonomisk straf eller noget andet. Heldigvis har vi indtil nu aldrig været i denne situation."

"Men jeg ønsker ikke engang at diskutere dette længere, for jeg håber ikke, at det vil ske," lød det fra Tost.

Får Kvyat endnu en nedsmeltning, er nærmeste kandidat til Toro Rosso-sædet franskmanden Pierre Gasly, som utålmodigt og ved enhver lejlighed gør opmærksom på, at han er den rette kandidat til en plads i Faenza-teamet.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Perez klar til at forlænge Det tekniske hjørne: Bremser, del 1 »