Han var uhyre modig og var døden nær, allerede inden han nåede toppen. Han var konsistent såvel som hurtig. Han scorede point i over halvdelen af sine løb, og stod øverst på podiet tyve gange.
Gennem deres 11 års rivalisering, var den eneste kører der opnåede mere Michael Schumacher, der sagde, at den modstander han respekterede mest, var Mika Hakkinen.
Mika Pauli Hakkinen blev født den 28. september 1968 i Vantaa, Finland. Hans far, Harri, var kortbølge radiooperator og taxa chauffør, mens mor Aila var sekretær. Han har en søster, Nina, der styrede sin brors fansite indtil 1998.
Allerede fem år gammel, lejede Mikas forældre en gokart til ham. Der lå en gokart-bane tæt ved hjemmet og på den første omgang, gik det galt for lille Mika. Heldigvis skete der ikke noget med Mika. Hans tidligste erindring om sin racing karriere, stammer fra denne oplevelse. Mika var ikke bange, men det var tydeligt, at far Harri var.
Mika Hakkinen, Lotus-Judd 102B. Tyskland 1991
Upåvirket af sin lidt usikre start på karrieren, plagede Mika sine forældre, indtil de købte en gokart til drengen. Mika blev hurtigt en dygtig kører og efter to år, vandt han sit første løb, blot syv år gammel og slog modstandere der var dobbelt så gammel som ham.
Efterhånden blev Hakkinen-familien et kendt fænomen rundt omkring på de forskellige gokart-baner. De kørte stort set alle sammen, men indtil videre kun fordi det var sjovt. De danne deres eget team, og kørte til løbene i en minibus.
Mika Hakkinen foretrak helt klart action frem for at læse. I en kort periode kombinerede han dog disse to ting og trænede til at blive akrobat i en cirkus skole. Han sluttede grundskolen og startede på et metalarbejder kursus. Dette blev dog hurtigt opgivet, da det nu stod klart at der ar andre mere spændende ting på tapetet.
I 1986 var han fem-dobbelt karting mester og var blevet opdaget af den originale flyvende finne, Keijo "Keke" Rosberg, verdensmesteren fra 1982.
Mika Hakkinen, Lotus-Ford 107. Australien 1992
De to havde mødtes i en sauna og Keke foreslog en slagplan for Mika, der inkluderede sponsorer og en fast oversigt over hans træning. De elskede begge udtrykket 'flat out', og det var lige hvad Mika gjorde, da han strøg gennem junior serierne i enkelt-sædede racerbiler.
Den nye flyvende finne, Mika, vandt tre Skandinaviske Formel Ford mesterskaber, Opel Lotus Euroseries mesterskabet, og i 1990 de britiske Formel 3 mesterskab. Det var denne præstation der fik Lotus til at opdage ham i 1991.
Selvom de gyldne tider forlængst var slut for det nu trætte Lotus team, var det udelukkende Mikas talent, der gjorde ham til en værdifuld vare. Han blev meget hurtigt eftertragtet.
I sit første løb, det amerikanske i Phoenix, kvalificerede hans sig som nummer 13, men måtte udgå på grund af motorproblemer. To løb senere på Imola, kørte hans sig op fra en 25. plads på gridden til en femteplads og dermed scorede han sine første VM point. Han sluttede sæsonen på en samlet 15. plads, sammen med Satoru Nakajima og Martin Brundle.
Mika Hakkinen, Lotus-Ford 102D. Sydafrika 1992
Året efter scorede Mika point i seks løb, deriblandt to fjerdepladser i Frankrig og Ungarn. Han sluttede med næsten seks gange så mange point som året før, og endte på en samlet 8. plads.
I 1993 hyrede Ron Dennis den unge Mika Hakkinen som testkører for McLaren. Planen var, at Mika senere skulle forfremmes til kører, men ingen vidste hvornår det ville være. Mika studerede minutiøst de to faste løbskørere, Ayrton Senna og Michael Andretti.
Skuffende resultater for sidstnævnte betød et farvel til amerikaneren med tre løb tilbage, og Mika sad nu ved siden af den store Ayrton Senna.
Hakkinens McLaren-debut var imponerende. Han udkvalificerede Senna, hvilket irriterede brasilianeren enormt. Da starten på løbet gik, kæmpede Hakkinen med om pointene, men pressede sig selv og bilen for hårdt.
32 omgange inde i løbet, spandt han af banen i det sidste sving, og smadrede raceren ind i pitvæggen. I det næste løb på Suzuka, sluttede han femten sekunder efter Senna, og kom ind på en tredjeplads og karreriens første podieplacering.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-9. Tyskland 1994
Senna skiftede fra McLaren til Williams i 1994, og dette træk betød, at Hakkinen nu var førstemanden i teamet. McLaren havde også skiftet fra Ford til Peugeot motorer.
Selvom han var hurtig, var der stadig en del skarpe kanter der skulle slibes af. I det tyske Grand Prix på den gamle Hockenheim-bane, var der kun otte af de 26 der stillede til start, som gennemførte løbet.
Der var ikke kørt ti sekunder af løbet, blev Alex Zanardi og Andrea de Cesaris involveret i et sammenstød der betød, at de to samt Michele Alboreto og Pierluigi Martini kolliderede inden det første sving.
Mika Hakkinen og David Coulthard, der kørte for Williams sammen med Senna, fik også viklet sig ind i hinanden oppe foran. Mika gled i gruset og ind i væggen, mens Coulthard kørte tilbage til pitten for at få en ny næse.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-12. Monaco 1997
Bag de to bremsede Mark Blundell hårdt for at undgå at ramme Hakkinen, hvilket førte til at han blev ramt bagfra af Eddie Irvine. Rubens Barrichello kunne kun køre i gruset. Mens alt dette skete, blev Johnny Herbert og Martin Brundle pludselig meget tætte.
Løbet sluttede med Gerhard Berger som vinder, og Olivier Panis og Eric Bernard på de følgende pladser. Mika Hakkinen fik skylden for det enorme tabstal, og måtte sidde over til det næste løb.
Trods det ærgerlige resultat i Tyskland, var der dog grund til at smile. Hakkinen endte på podiet seks gange, en af de gange var med en andenplads i Belgien. Sæsonen endte med en fjerdeplads for finnen.
Forventningerne til 1995 var enorme. McLaren havde netop indgået en aftale med Mercedes Benz om levering af motorer, og Mika var mere tændt på sejr end nogensinde før. Sæsonen startede i Brasilien med en fjerdeplads, en DNF i Argentina og en femteplads i San Marino.
Derefter gik det fra værre til rigtig slemt. En syvendeplads i Frankrig hjalp lidt på humøret, men derefter fulgte fire løb som han ikke gennemførte. En andenplads i Italien var dejligt, men sæsonen stod ikke til at redde.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-13. Tyskland 1998
På grund af en blindtarms operation op til løbet på Aida var Mika ude, hvilket så Jan Magnussen debutere i Formel 1, men Mika kom tilbage i Japan og scorede endnu en andenplads. Og så skete Adelaide.
Under den frie træning til Australiens Grand Prix på Adelaide-banen, det sidste på den bane i øvrigt, ramte Mikas McLaren et stykke fra en anden bil der lå på asfalten, og hans ene dæk punkterede. Han var på vej ind i et sving og selvom han heroisk forsøgte at redde bilen, lavede den en 360 graders drejning og pløjede frontalt ind i en dækbarriere med kvalmende kraft.
Redningsfolk hastede til Mika og fandt ham livløs og blødende fra munden. Han var allerede blå i hovedet på grund af iltmangel, og Sid Watkins, den medrejsende læge, udførte øjeblikkeligt en såkaldt tracheotomi. Man skar et hul i halsen lige under strubehovedet på Mika og indsatte et rør eller en slange,der hjalp ham med at trække vejret. Denne fantastiske handling reddede hans liv.
Ulykken gjorde venskabet mellem Ron Dennis og Mika Hakkinen endnu tættere, og Dennis opfattede Mika som sin egen søn. Derudover blev der indført en lang række sikkerhedsforanstaltninger, deriblandt tykkere dækvægge. Den Mika ramte var kun lige så bred som et almindeligt bildæk.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-14. England 1999
Mikas liv hang i en tråd og han vendte heldigvis tilbage fra sin bevidstløshed. Da han vågnede, var han omgivet af venlige ansigter fra sin familie og især sin daværende kæreste, nuværende hustru erja, der passede ham under det svære forløb. Mika blev aldrig helt helbredt. Han er døv på det ene øre, har hukommelsestab og stammer.
1996. Mika var vendt tilbage til arbejdet, og McLaren var nu i sit andet år med Mercedes som motorleverandører. Mika skulle stadig bevise sin fart, og hans første sejr var endnu ikke sikret. Der var en samlet følelse af stabilitet og fremgang at spore, både i teamet som helhed, men også for Mika personligt. Han fik en ny kollega, David Coulthard, og sæsonen bød på mange flotte præstationer, deriblandt tre tredjepladser i Belgien, Italien og Japan. Hakkinen sluttede som nummer fem i mesterskabet.
McLaren var sikker på succes i 1997. Med den iøjnefaldende røde og hvide bemaling i forbindelse med cigaretsponsoren Marlboro, i stedet for den sorte og grå fra West, var McLaren tilbage på sporet. Coulthard tog den første sejr for teamet i over tre år i Australien.
Gennem sæsonen så man begge McLaren bilerne være med i kampen i toppen, men det var for det meste Coulthard der endte bedst af de to kørere.
Mika Häkkinen i sin McLaren, 1999.
Hakkinen var lige ved og næsten en del gange, blandt andet på Silverstone, A1-ring i Østrig og på Nürburgring. Men finnens første sejr kom først på Jerez banen i Spanien, og var på bekostning af Jacques Villeneuve og David Coulthard. Villeneuve kørte med en beskadiget bil fra sit sammenstød med Michael Schumacher, der blev frataget alle sine point, så Hakkinen fik lov at passere canadieren og scorede sin første sejr i karrieren. Mika sluttede som samlet sekser.
Nu var der ikke nogen der kunne stoppe Mika. Han havde fået smag for sejr, og 1998 blev et sandt korstog. Han og Coulthard havde lavet en aftale om, at Mika skulle tage årets første sejr i Australien, og han fulgte det op med sejr i Brasilien, Spanien, Monaco, Østrig, Tyskland. Adrian Newey, der var ankommet lige fra Williams-Renault lejren, byggede feltets hurtigste bil, og Hakkinen
Der var to løb tilbage i 1998-sæsonen og Hakkinen og Schumacher lå lige med 80 point hver. Hakkinens far når han var under pres, var utrolig. Han kunne presse flere og flere hundrededele af sine tider og øgede konstant afstanden til sine modstandere. I de to sidste løb, Luxembourg (Nürburgring) og Japan, lykkedes det ham at holde nerverne i ro.
Han scorede point i tretten af sæsonens seksten løb, vandt de otte af dem og trods Michael Schumachers ihærdige forsøg, løb Hakkinen med titlen som verdens bedste.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-15. USA 2000
Hakkinens titelforsvar året efter, blev svært. McLaren racerne var ikke så pålidelige som året før, og Mika mistede en del vigtige point i starten af året. Han kom dog hurtigt på ret kurs og vandt både i Spanien og Canada, og da Michael Schumacher brækkede sit ene ben, havde finnen overhalet den tyske kører. Nu var det Eddie Irvine der stod som Ferrari´s redningsmand.
Irvine viste sig at være ogaven voksen og han pressede konstant Hakkinen. Hvis Hakkinen blev nummer to i ét løb, blev Irvine vinder. Hvis Irvine blev firer, blev Hakkinen treer. Mika begyndte at lave fejl og det kostede.
Han crashede på Imola og på Monza og kritikere påstod at han ikke kunne stå for det enorme pres. Løbet på Monza, var et mange kan huske. Mika var stort set sikker på at vinde, men valgte ved en fejl det forkerte gear og spandt af banen.
Hakkinen sprang ud af bilen, klatrede over et hegn og satte sig bag det og hulkede. Facaden var krakeleret og den iskolde finne, viste sine følelser for rullende kameraer og et måbende publikum.
Han genvandt dog fatningen og tog endnu en gang fat på den enorme opgave foran sig. Han og Irvine kæmpede til det sidste løb i Japan. Hakkinen førte med to point ned til Irvine. I Malaysia, det første af sin slags i landet, tog Irvine sejren, mens Hakkinen opnåede en tredjeplads.
Mika Häkkinen og Michael Schumacher respekterer hinanden enormt
Men i Japan var rollerne byttet om. Hakkinen vandt og Irvine blev treer, og dermed sikrede Mika sig sit andet mesterskab.
Mika var en følsom mand, hvilket episoden på Monza beviste. Hans fans tiljublede ham, fordi han kom ud af den bobbel der omgiver denne type stjerner. Han var omgivet af blitzlys, champagne og umådelig rigdom, men var selv en ydmyg og var en modvillig stjerne.
"Hjernesvigt", jokede han senere om Monza-episoden. "Formel 1 er et tankespil, ingen tvivl om det. Nogen gange skal man tænke så hårdt, at der kommer røg ud ørerne! Og hvis ikke man passer på sit hoved, vil bilen overtage."
Der gik ikke længe før han begyndte at tænke på at trække sig tilbage. Han var blevet gift med Erja og de havde fået sønnen Hugo, så Mika tænkte mere over farerne ved sporten. Han var også blevet træt af hele tiden at presse sig selv så hårdt.
2000 blev et pudsigt år for den dobbelte verdensmester. Det var tydeligt, at Ferrari med Michael Schumacher i spidsen, var endda meget sultne og den tyske kører er sjældent set bedre end i 2000. Inspirerende kørsel fra dem begge, var dog med til at gøre sæsonen fantastisk spændende. Højdepunktet i sæsonen var den famøse overhaling på Spa-Franchorchamps.
Mika havde forsøgt et par gange at overhale Schumacher, men hver gang manglede han lige en meter. På ved ud af Eau Rouge, lykkedes det Hakkinen at presse sig op bag Schumachers Ferrari, og på Kemmel-langsiden rendte de ind i Ricardo Zonta. Schumacher overhalede Zonta venstre om, men Hakkinen overhalede samtidig Zonta højre om, og fik lige det momentum der var nødvendigt. Overhalingen er blevet kåret som den bedste nogensinde i sporten.
Mika Hakkinen foran Martin Tomczyk, da han kørte DTM
Sejren på Spa markerede finnens fineste øjeblik og han endte på en andenplads i mesterskabet efter Schumacher.
2001 blev den sidste sæson for Mika Hakkinen. Coulthard tog på sig at kæmpe om mesterskabet mod Schumacher, men Hakkinen viste dog stadig tænder. Han vandt to løb og samlede pæne point hele sæsonen i gennem, men mesterskabet var reelt afgjort til Schumachers fordel, der endte med massive 123 point foran Coulthards 65.
Da sæsonen sluttede, meddelte Hakkinen at han tog et års pause fra det hele. Men som ventet blev pausen permanent. Siden 2004, har Hakkinen deltaget i tre sæsoner i DTM, for det meste med succes, og der har været tale om en eventuelt tilbagevenden til Formel 1, men i november 2007 annoncerede Hakkinen, at han trak sig tilbage fra al motorsport.
"Beslutningen er bestemt ikke nem. Racing er stadig i mit blod og denne beslutning betyder ikke, at den vil afholde mig fra at køre for sjov."
Den elskelige blide stjerne, vendte aldrig tilbage til sporten og han vil altid blive husket som en af de absolut største.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-15. Belgien 2000