Nej-tak til Formel 1 i København

I en fælles opfordring fra to af Københavns lokaludvalg lyder der et enstemmigt ”nej-tak” til planerne om et Formel 1-grand prix i hovedstadens gader. For meget ”røg, støj og møg” lyder nogle af argumenterne.

Kevin Magnussen under pres . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 26/9 2017 klokken 10:09

Formændene for Christianshavns og Amager Vests Lokaludvalg er hverken tilhængere af røg, støj eller møg. Heller ikke larm bryder de sig om. I det hele taget vil de to udvalgsformænd have ro i deres bydele, og de kan ikke se, hvad et Formel 1-løb i København kan bidrage positivt med.

”Lokationen egner sig overhovedet ikke til et Formel 1-løb. Det vil kun medføre røg, støj og møg,” siger Poul Cohrt, formand for Christianshavns Lokaludvalg, i dag til Berlingske.

Det fremgår ikke af interviewet, om Poul Corth har stemt dørklokker og foretaget et videnskabeligt rundspørge blandt beboerne, men alligevel har han ikke hørt om en eneste christianshavner, som støtter ideen.

”Til gengæld har jeg mødt mange, som ikke gør. Det er selvfølgelig ikke statistisk signifikant,” indrømmer formanden.

Foreløbigt udkast til Formel 1 banelayout i København.
Copyright BMF1


”Men det er dog bemærkelsesværdigt,” synes han.

Christianshavnformanden bakkes op af sin kollega og meningsfælle i Amager Vest Lokaludvalg, André Just Vedgren, som tilsyneladende heller ikke bruger søndagen foran TV-skærmen, når der er Formel 1. Det samme kan siges om beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, som hellere så et gymnastikstævne i byen.

”Overordnet set synes vi ikke, at et Formel 1-løb midt i byen flugter med et grønt København. Det havde været en frisk vinkel, hvis der blev lagt op til et løb med elbiler, men København, Middelalderby og Formel 1-biler hænger ikke rigtig sammen,” siger André Just Vedgren.

”Og så vil afspærringer m.m. også give alt for meget besvær for københavnerne,” mener formanden.

”Arrangørerne vil være nødt til at spærre de to centrale broer, der forbinder Amager med resten af verden, og måske oven i købet i en hel weekend. Det vil være meget besværligt for borgere på Amager,” siger Just Vedgren betænksomt.

Bybaneløb afholdes bl.a. i Baku, Aserbajdsjan. Her er det Kimi Raikonnen.
Copyright Ferrari Media


Ifølge en af idemændene bag Formel 1-eventet, tidligere videnskabsminister Helge Sander, vil et F1-løb kræve afspærringer i op til en uge. Endvidere vil det være nødvendigt at fjerne lysreguleringerne på ruten samtidig med at der skal asfalteres med et ekstra slidlag på vejbanen.

Planen er, at løbet skal afvikles i 2020 på en 4,6 kilometer lang rute, hvor bilerne bl.a. vil passere fire broer, og det bekymrer lokalrådsformand André Just Vedgren, at Amager er afskåret fra resten af kloden i en hel weekend.

”Det vil være meget besværligt for borgerne,” mener han.

Et af de andre berørte lokaludvalg, Indre Bys Lokaludvalg, skal først mødes d. 12. oktober og tage stilling til, om det vil støtte Formel 1-eventet.

Københavns Kommune har bistået med teknisk assistance i forbindelse med undersøgelser ligesom den anerkendte banearkitekt, Herman Tilke, efter få justeringer har godkendt banen.

Læs vore tidligere artikler om planerne for et Formel 1-løb i København:
Formel 1 til København
Dansk Formel 1-bane godkendt
Borgmester: Hellere gymnastikstævne end Formel 1

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ericsson på vej ud? Breaking: Gasly erstatter Kvyat »