Arrangørerne af Formula Drivers World Championship (FDWC), den længe omtalte mulige konkurrent, eller supplement til F1 (alt afhængigt af øjnene, der ser) har netop offentliggjort flere oplysninger om deres planer.
Løbsserien skal bestå af 17 løb med ens formelbiler med sugemotorer (glem energigenvinding, elmotorer, m.m.), og løbene skal foregå under ledelse af World Motorsport Confederation (WMC) – alt sammen i et forsøg på at udfordre Formel 1 og FIA.
Foreløbig er følgende kriterier blevet fastlagt:
Kalender og baner
WMC forhandler med baner i syv lande og vil sammensætte en kalender med 17 løb. Der er endnu ingen officielle aftaler, fordi der ikke er åbnet en udbudsproces for hold.
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
Copyright Bridgestone Motorsportmedia
Hold‑ og førerkriterier
Indtil videre er der ikke udsendt formelle invitationer til nogen hold, men interesserede kan kontakte WMC for fremtidige invitationer.
Aldersgrænse for kørere
Minimumsalderen er 16 år, forudsat mindst to års dokumenteret erfaring i lavere formelkategorier og godkendelse fra WMC‑kommissionen efter en testkørsel.
Kørere over 18 år skal have tidligere formel‑erfaring. Licenskravene bygger på resultater fra de sidste tre år.
Kritik og usikkerheder
Uagtet, at racerfans verden over utvivlsomt vil tage imod initiativet med kyshånd, møder det også kritik på grund af en del uklarheder.
Sugemotor: Sebastian Vettel i Toro Rosso på Monza i 2008.
Copyright Getty Images/Toro Rosso
Serienavnet virker inkonsekvent, idet der p.t. endnu ikke findes et registreret varemærke, hvor WMC optræder hverken helt eller delvist
WMC er ikke tilknyttet FIA, hovedorganet for international motorsport, hvilket rejser spørgsmål om licensanerkendelse og sikkerhedsstandarder.
FIA‑reglerne kræver en minimumsalder på 17 år og en såkaldt "International Grade A‑license" for biler med et vægt/effekt‑forhold på ca. 0,76 kg/hk. Vil der derfor være en mere afslappet holdning i forhold til sikkerhed?
Det er også uklart, hvilke Grade 1‑baner, der er i dialog med WMC, samt hvordan de kommercielle rettigheder håndteres.
Kontroversiel hovedperson
Organisationen, der er ledet af serberen Zoran Stefanović, er uklar omkring finansiering, historik og juridisk status. Dertil kommer, at Stefanović flere gange har forsøgt, og mislykkedes, med at starte sit eget F1-team samt at der er en tydelig mangel på klarhed omkring de involverede parter.
Eksempelvis indeholder WMCs hjemmeside ingen brugbare oplysninger ud over en e-mailadresse og organisationens eksistens blev først offentliggjort i denne uge, selvom den blev registreret i 2021. WMC er hjemmehørende i Beograd, Serbien.
Flere ubesvarede spørgsmål
Ved forespørgsel er organisationen ikke i stand til, eller villig til, at give detaljerede oplysninger om sit arbejde i de mellemliggende år og til nu.
Kort sagt er FDWC stadig i en meget tidlig fase med mange ubesvarede spørgsmål om legitimitet, sikkerhed og økonomi, hvilket gør det svært at vurdere, om serien kan blive realiseret.
Tiden vil vise, om det endnu engang er en varmluftballon, Zoran Stefanović sender i luften.