Max Verstappen og mange af de andre kørere har været usædvanligt mundlamme under pressekonferencerne.
Det skyldes ikke mindst forbuddet mod og dummebøderne for at bande, som blev indført af FIA, eller rettere sagt Mohammed ben Sulayem, i januar i år.
FIA Præsident, Mohammed Ben Sulayem
Copyright FIA Formula 1
Baggrunden for indførelsen af forbuddet var bl.a. at Formel 1-kørerne skulle fungere som rollemodeller for unge over alt i verden.
Det forbud er nu blevet ophævet – det meddeler
FIA på deres hjemmeside.
De „store forbedringer“, som FIA nævner i deres pressemeddelelse, er kort fortalt, at bøden for at bruge et bandeord én gang sættes ned fra 10.000 til 5.000 euro, dvs. fra ca. 75.000 kr. til ca. 37.500 kr.
Desuden kan FIA nu give en betinget bødestraf afhængigt af overtrædelsen.
Bahrains Grand Prix 2022. Charles Leclerc på pole position. Med trofæet og FIA præsident Mohammed Ben Sulayem
Copyright Ferrari
Derudover vil der i fremtiden blive skelnet mellem såkaldte ”kontrollerede forhold” og ”ukontrollerede forhold”: ”Kontrollerede forhold” hentyder til pressekonferencer, møder, arrangementer osv., mens ”ukontrollerede forhold” henviser til situationer under selve løbene.
Hvorfor kommer denne kovending nu?
FIA’s præsident Mohammed Ben Sulayem udtaler: “Som en tidligere rallykører kender jeg direkte til de følelser, der opstår under konkurrencer. Jeg har foretaget en omfattende og kollaborativ gennemgang af de bidrag, vi har modtaget fra de syv FIA verdensmesterskaber, FIA-medlemsklubber og andre motorsportsorganisationer."
"De forbedringer, som FIA vil foretage i tillæg B [til sportsregulativet], vil fortsat fremme den bedste sportsånd og samtidigt give løbskommisærerne effektive retningslinjer for at reagere på personer, som kan skade sportens omdømme. FIA vil altid arbejde på at sikre, at motorsport er tilgængelig for alle i vores sportsfamilie.”
FIA og især Mohammed Ben Sulayem har på det seneste været under pres fra flere sider – ikke kun tavse Formel 1-kørere – for at ophæve de såkaldte umyndiggørende regler for voksne sportsudøvere.
FIA er international motorsports ledende organ
Copyright BMF1.dk
Men hvis man kigger lidt nærmere på Mohammed Ben Sulayems udtalelse i pressemeddelelsen, optræder ordet ”jeg” flere gange, end det normalt ville være nødvendigt.
Mohammed Ben Sulayem er nemlig blevet udfordret af Carlos Sainz Sr. til posten som FIA-præsident, når der skal vælges til december.
Og åbenbart prøver Mohammed Ben Sulayem på ikke at gøre sig mere end almindeligt upopulær blandt FIA’s medlemmer ved at trække bandeordsbeslutningen tilbage.