Aserbajdsjans Grand Prix: løbsoptakt

Formel 1-feltet er taget til Aserbajdsjan for at køre på den lynhurtige bybane i Baku. Derfor varmer BMF1.dk op til en festlig weekend på banen, som er kendt for sine lange langsider.

Aserbajdsjans Grand Prix 2022 . Copyright Haas F1

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 19/9 2025 klokken 00:09

Formel 1-feltet er taget til Aserbajdsjan, hvor der venter et af sæsonens helt store højdepunkter, nemlig bybanen Baku City Circuit. Her har løbet fået det fornemme navn Formula 1 Qatar Airways Azerbaijan Grand Prix 2025.

Selvom banen kun har været på kalenderen siden 2016, er den allerede blevet en perle på F1-kalenderen. De lange langsider, den flotte arkitektur og barriererne tæt på banen sætter nemlig samtlige 20 kørere på prøve.

Banen er med sine 6,003 km en ordentlig moppedreng, der ofte byder på lynhurtige overhalinger og kørsel tæt på barriererne i de smalle gader. Derfor kan man også forvente masser af overhalinger – ofte flere biler ad gangen – som Magnussen på magisk vis viste for år tilbage.

Banen har 20 sving og to DRS-zoner, og mest kendt er nok den lange langside ned mod sving 1, der ender i et 90-graders sving. Bremserne bliver derfor sat hårdt på prøve, når kørerne skal mestre Bakus krævende bane.

Det er ikke usædvanligt, at man ser tre biler side om side i Baku, når racerne kæmper om vigtige VM-point. Interessant nok har banen også nogle af sæsonens smalleste passager, f.eks. sving 8 i den gamle bydel, hvor banen kun er syv meter bred.

Det går også rigtig stærkt her i Baku. Faktisk blev den uofficielle hastighedsrekord i Formel 1 under en løbsweekend sat netop her tilbage i 2016. Her formåede Bottas at køre hele 378 km/t i sin Williams-racer under kvalifikationen.

Weekenden er en af de såkaldte normale løbsweekender, hvilket betyder, at der er to træninger fredag, træning 3 og kvalifikation lørdag samt løb søndag. Derfor er der rig mulighed for at se racerne i aktion hele weekenden i forsøget på at finde det perfekte setup.

Det kan være ekstra svært her i Baku, som det ofte er på bybaner, da Baku City Circuit til daglig fungerer som almindelig vej, hvor der kører tæt trafik. Derfor vil teamene også opleve, at omgangstiderne løbende bliver forbedret igennem weekenden, efterhånden som der bliver kørt mere og mere gummi i asfalten.

Hurtigste omgang er sat af Charles Leclerc i 2019, da han kørte en tid på 1:43.009.

På grund af banens forholdsvis lange længde er det også en af de baner på kalenderen, hvor kørerne kører færrest omgange, inden de møder det ternede flag – nemlig 51 omgange.

Dækkene til weekendens Grand Prix i Baku er i den blødeste ende af spektret. Pirelli har nemlig valgt at benytte det blødeste C6-dæk igen, hvilket normalt kun bruges på en bane som Monaco.

Næste compound i rækken er det medium C5-dæk, mens weekendens hårdeste compound er C4-dækket.

Det er faktisk et step blødere end sidste år, så det bliver interessant at se, hvordan teamene klarer den udfordring i år.

Normalt forventes det, at løbet i Baku resulterer i en ét-stop-strategi, men med dette års twist i udvalget af dæk har Pirelli en forhåbning om, at det kan åbne op for en potentiel strategi, hvor kørerne besøger pitlane to gange under løbet.

Det minimalt tilladte dæktryk er også overraskende højt til denne weekend. Pirelli har sat grænserne til hhv. 27,0 psi foran og 26,0 psi bagpå.

Husk, at du kan følge alle weekendens sessioner her på BMF1.dk.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER