Abu Dhabis GP: Dagen Derpå

Rosberg vs Hamilton, Kimi blev the best of the rest, Alonsos mulige sabbatår, og en ung hollænder, der sagde for meget. Det er de emner, der bliver vendt i denne 'dagen derpå'.

Nico Rosberg . Copyright Daimler Benz

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 30/11 2015 klokken 11:11

Det er blevet dagen derpå oven på sæsonens sidste Grand Prix, hvilket af gode grunde også betyder, at dette bliver årets sidste 'dagen derpå' klumme. I denne sidste klumme skal vi en tur omkring Rosberg og Hamilton rivaliseren, Kimi Räikkönen, der sikrede sig fjerdepladsen i mesterskabet, snakken om Fernando Alonsos mulige sabbatår og sidst men ikke mindst Max Verstappen. Inden jeg går i gang, skal jeg som altid lige pointere, at dette er en klumme, så der kan og vil forekomme personlige holdninger.

Nico Rosberg
Copyright Mercedes AMG


Rosberg vs Hamilton

Abu Dhabis Grand Prix 2015 var ikke det spændende og mesterskabsafgørende, løb som det har været i tidligere sæsoner, eller var det? Nico Rosberg tog sin tredje sejr i træk og virker som en kører, der sprudler af selvtillid, en selvtillid som han måske kan tage med til næste sæson og give Lewis Hamilton kamp til stregen ligesom i 2014. Skal man se objektivt på det hele, kunne det være intet mindre end mega fedt, hvis Rosberg kommer ind til den nye sæson med fornyet styrke. Det vil i hvert fald give en mere åben og spændende kamp om verdensmesterskabet, hvis der nu var to kørere, der kunne vinde titlen eller måske flere, hvis nogle af de andre teams henter ind på Mercedes henover vinteren.

Nico Rosberg og Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG


Skal man se på de reaktioner, man så fra Nico Rosberg og Lewis Hamilton under diverse pressemøder efter gårsdagens løb, så kan man i hvert fald godt finde eksempler på, at Nico Rosberg har fået glæden og selvtilliden tilbage, mens Lewis Hamilton til gengæld virker mindre begejstret for situationen.

Der var situationen på podiet, hvor Hamilton blev spurgt om, hvad der tæller mest: at vinde løb eller vinde VM. Her svarede Hamilton fornuftigt nok, at VM tæller mere end de sejre, Nico Rosberg har fået, hvilket undertegnede da kun kan give ham ret i, men det blev sagt på en sådan måde, at det virkede som om, kampen om at tage selvtilliden fra Rosberg allerede begyndte i det moment. Bedre blev det ikke, da en journalist spurgte de to, om de ville give hinanden julegaver i år. Her svarede Rosberg ”Ja måske sender jeg et julekort”, mens Hamilton koldt svarede ”Det er ikke noget, vi har gjort før, så jeg ser ingen grund til at begynde på det nu”, hvilket sikkert også er rigtigt, men en Hamilton, der mente, at han havde haft overhånden i den aktuelle duel med Rosberg ville muligvis være kommet med et mere muntert svar.

Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG


Hvorom alting er, så er dette kun min egen personlige teori. Faktum er, at Nico Rosberg har vundet de tre seneste løb og snuppet seks pole positions i træk, og det må give ham fornyet selvtillid. Den selvtillid har han også brug for, han skal trods alt op imod en nu tredobbelt verdensmester, som har fejet stort set alt konkurrence af banen i store dele af sæsonen. Udover det så må man også sige, at Nico Rosberg måske har masser af selvtillid lige nu, men vi har før oplevet, at den forsvinder, når noget går ham imod.

Kimi 4 the win

Ja, overskriften er nok lidt misvisende, da Räikkönen jo ikke vandt løbet eller VM titlen, men han sikrede sig fjerdepladsen i det samlede mesterskab, hvilket er en ret god præstation, når man ser det lidt oven fra. Normalt er en fjerdeplads ikke noget at råbe hurra for, når man er tidligere verdensmester, men når man ”taber” til en firedobbelt verdensmester, en tredobbelt verdensmester og en kører, der er sluttet som nummer to i VM to gange, og som sidder i feltets bedste bil, så er en fjerdeplads vel et ganske godt resultat. Det er i hvert fald et godt resultat, hvis man da ikke lige hedder Kimi Räikkönen.

Kimi Raikkonen
Copyright Ferrari Media


Kimi Räikkönen selv udtalte forleden, at den her sæson var en meget middelmådig en af slagsen. Kimi har selvfølgelig ret til at have den holdning, det er jo trods alt ham, der sætter målene for sig selv, men denne sæson var en del bedre end finnens sidste sæson, hvor han sluttede som nummer tolv, og ser man på Räikkönens historie i Formel 1, så er det her hans næstbedste resultat siden hans comeback. Så kære Kimi, din sæson er godkendt.

Tager Alonso et sabbatår?

I løbet af weekenden opstod der rygter om, at Fernando Alonso kunne finde på at tage et sabbatår fra Formel 1, hvis de første vintertests skulle vise sig at være lige så katastrofale, som den nu overståede sæson har været det for McLaren. De rygter fik ikke mindst liv af, at Ron Dennis gik ud og sagde, at han ikke ville stå i vejen for en sådan beslutning. Alonso selv har dog været ude og benægte disse rygter.

Fernando Alonso kørte sit løb nummer 250
Copyright McLaren Media


Ser man denne sag udefra, virker det hele meget underligt. Hvorfor skulle Ron Dennis være interesseret i at have sin dyreste kører til at sidde ude i en sæson? Er der sket noget mellem Alonso og Dennis, som offentligheden ikke ved noget om? Ja, der er dukket mange spørgsmål og teorier op hos undertegnede, efter at disse rygter er kommet på banen. Det er ikke nogen hemmelighed, at forholdet mellem Alonso og Dennis ikke har været godt siden Alonsos sidste ophold hos McLaren, og derfor kunne man godt fristes til at tro, at der nu har været ballade mellem dem igen.

Alonso og Dennis
Copyright McLaren Media


En anden teori kunne være, at Ron Dennis mener, det er bedst at gemme Alonso væk, så længe bilen ikke kan kæmpe med i toppen, Alonso har trods alt et ry for at være strid at arbejde sammen med, når det ikke går, som han gerne vil have, at det skal. Det er i hvert fald de ting, man oplevede hos McLaren, sidst spanieren var der, og som man også hører fra Ferrari efter, at Alonso har forladt dem.

Er det sådan landet ligger, kunne man fristes til at stille det provokerende spørgsmål: Hvad skal McLaren så bruge Alonso til? Ja, han har vundet to verdensmesterskaber, og af mange bliver han betegnet som en af feltets bedste kørere, men i denne sæson sluttede han efter sin holdkammerat Jenson Button. Så hvis McLaren har tænkt sig at lade Alonso sidde over en sæson, hvorfor så ikke indgå et kompromis med ham og stoppe kontrakten, de har trods alt en kører i Jenson Button, som er lige så god, så hvorfor ikke smide et talent som eksempelvis Stoffel Vandoorne ind i bilen ved siden af gamle Jenson?

Jenson Button
Copyright McLaren Media


Alt dette er dog bare min egen personlige mening og holdning, faktum er, at Fernando Alonso selv benægter rygterne, så indtil videre må man gå ud fra, at sabbatåret ikke bliver virkelighed.

Mad Max

Det sidste emne jeg vil ind omkring i denne dagen derpå klumme er Max Verstappen, men denne gang er det ikke med positive ord om den unge hollænder, som jeg flere gange har rost til skyerne. Denne gang får Max Verstappen en over nakken, og det er fortjent. Som I måske har læst, så har Max Verstappen fået tildelt fire strafpoint til sin superlicens grundet et par episoder under gårsdagens løb, men det er nu ikke de episoder, som gør, at Verstappen er blevet en smule upopulær hos undertegnede.

Max Verstappen
Copyright Red Bull Photofiles


Grunden til den dalende popularitet er nemlig de brok beskeder, som Verstappen kom med flere gange under gårsdagens Grand Prix. Brok er generelt noget af det mest irriterende ved Formel 1 og sport i det hele taget, og det er noget, som ikke klæder store atleter, for nu at sige det groft.

Det er fair nok, at man føler sig uretfærdig behandlet, som Max Verstappen åbenbart gjorde i de givne tilfælde, hvor han mente, at de andre prøvede at køre ham af banen, men så skal han jo svare igen ved at forsøge overhalinger som i Brasilien. Ved at svare igen med en lækker overhaling, lukker han munden på sine kritikere og vinder respekt hos sine konkurrenter, men ved at brokke sig sker det stik modsatte.

Max Verstappen
Copyright Red Bull Photofiles


Så kære Max: en anden gang, så hold dit brok for dig selv og giv os en vild manøvre i stedet, når du brokker dig, er du ikke meget bedre, end de fodboldspillere og andre atleter, som tror, de får deres vilje ved at brokke sig.

Og med disse ord er denne 'dagen derpå' klumme slut.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Straf til Verstappen. Dennis: Kevin udførte ikke opgaven godt nok »