Legender: Mario Andretti

Få kørere var så passionerede omkring deres lidenskab som Andretti, og han opnåede en stjernestatus, der kun er tilkommet en lille håndfuld kørere.

Charmerende, venlig, ydmyg. Disse var de egenskaber, der sammen med hans store talent, gjorde ham til en af sportens absolutte topnavne.

Mario Andretti og hans tvillingebror Aldo, blev født den 20. februar 1940, kun få måneder før Mussolini gik med Hitler ind i Anden Verdenskrig. Stedet var Montona, en lille by tæt ved den italienske havneby, Trieste.

Krigen tvang familien på flugt. Drengene blev kastet ud i livet, med familien på flugt fra kommunismen, og de første syv år af deres liv, tilbragte Andretti-familien i en flygtningelejr nær Toscana, med sparsom plads og næsten ingen mad.

Da krigen sluttede, blev den del af Italien hvor Andretti-drengene voksede op, indlemmet i Jugoslavien. Familien flyttede til Lucca, og det var her Mario først blev opmærksom på det, der senere blev hans største passion i livet.

Mario Andretti, Gold Team Lotus 49, Italiens GP på Monza 1968

Sammen med sin bror cyklede Mario til det sted i Lucca, hvor det berømte Mille Miglia løb kørte igennem. Han drømte sig væk i en verden af benzin, store kraftfulde motorer og dødsforagt. Formel 1 sporten dengang var kun i sin støbeske og den unge Mario vidste instinktivt, at dette var hans skæbne.

Hvis man troede at Mario var interesseret i motorsport dengang, så blev det rigtig alvor, da han sammen med sine forældre var til det italienske Grand Prix på Monza i 1954. En måbende Mario så til, mens de eksotiske Lancia´er, Ferrari´er og Maserati´er skar gennem svingene og brølede ned af langsiden.

De heroiske kørere dengang hed Juan Manuel Fangio og Alberto Ascari, hvilket de i øvrigt stadig er. Men det var Ascari, der blev unge Mario´s idol, og selvom han var trist ved nyheden om Ascari´s død året efter på samme bane som han så legenden, vedblev Ascari med at være en inspiration og rollemodel.

Mario Andretti, Ferrari 312B, Sydafrika 1971

Familien var trængt på alle sider, især økonomisk og man besluttede sig for at emigrere til Amerika. Det nye hjem i Nazareth, Pennsylvania, betød for drengene, at deres kærlighed til motorsporten fortsatte. Tæt ved hjemmet, faktisk lige i baghaven, lå en racerbane, eller mere korrekt, en oval-bane med mudder som underlag. Drengene var ligeglade, de ville bare være med.

De var 18 år, da de første gang kørte væddeløb. Det skete i en gammel, rusten Hudson Hornet, som de deltes om. Det var på en af disse baner, at Aldo forulykkede, kom slemt til skade og siden aldrig kørte igen. Men Mario blev ved og ved med at køre. Ofte flere gange om ugen, og mere en end håndfuld gange, helt op til fem gange på en enkelt dag. Og succesen udeblev ikke.

Hvordan bilen så ud eller hvad den kunne, betød ikke noget for Andretti. Han deltog i alle de løb i de omkringliggende stater, som han kunne. Alt lige fra stock-cars, enkeltsædede biler, sedan´er, og de såkaldte midget´s var ligeledes meget populære i tiden.

Han elskede at kaste sin bil rundt i svingene, sidelæns med 200 km/t og spyttede jord i hovedet på modstanderne bag ham. Men det var også tydeligt, at han vidste hvad han gjorde. Han havde en eminent kontrol over bilen og mange så en stor fremtid i den unge Andretti.

Mario Andretti, VPJ4, Vel´s Parnelli Jones Racing, Spanien 1975

Hans første sejr kom den 3. marts 1962. Løbet var et 100 omgange TQ Midget løb i Tenneck, New Jersey. Det samme efterår, vandt han tre løb på en enkelt eftermiddag. Et i Flemington, New Jersey og to i Hatfield, Pennsylvania.

Han vandt sin første Champ Car sejr i 1965, The Hoosier GP, og sluttede på en imponerende tredjeplads i Indianapolis 500 løbet, hvilket indbragte ham Rookie Of The Year-trofæet. Samme år, vandt han mesterskabet i Champ Car, og blev den hidtil yngste vinder af mesterskabet. Året efter fik han sin første pole på Indianapolis, og vandt otte sejre, og tog sin anden titel.

I 1967 vandt han Daytona 500 løbet. Han tog endnu en pole på Indianapolis, og tog sin første af ialt tre sejre i Sebring 12-timers løbet. Andretti blev nummer to i Champ Car mesterskabet og udnævnt til Årets Kører.

Det var på tide at tænke større. Mario ville indfri sit største ønske: At blive Formel 1 kører. I 1968 sad Andretti for første gang i en Formel 1 bil. Det var på Watkins Glen, det amerikanske GP, og Mario var på pole for første gang i sit første F1 løb nogensinde. Desværre var der problemer med koblingen, og Andretti måtte udgå.

Mario Andretti, VPJ4, Vel´s Parnelli Jones Racing, Tyskland 1975

Colin Chapman, ejeren af den pole-sættende bil, var ekstatisk over det enorme talent som Mario viste. Han tilbød ham en fuldtidskontrakt, så han kunne erstatte Jim Clark, der mistede livet tidligere på året.

Selvom dette var drømmen for Andretti, var han tilbageholdende. Han ville ikke opgive sikkerheden og ikke mindst den særdeles lukrative kontrakt han havde i Champ Car, IndyCar og andre amerikanske serier.

Man lavede en aftale, der betød, at Andretti ville køre de Formel 1 løb han kunne, så længe de ikke kom i konflikt med den kontrakt og de aftaler han havde i forvejen.

Over de næste par år, var Mario´s optræden på alverdens Formel 1 baner, sporadisk og usammenhængende, og det hjalp heller ikke stort, at han kørte i langsomme Lotus, March og Parnelli biler. En undtagelse var dog i 1971, da han skrev under på en kontrakt med Ferrari.

Mario deltog både i almindelige sportsvogne (hvor han vandt adskillige løb med co-driver Jacky Ickx) og Formel 1, hvor han vandt sæsonens første Grand Prix i Sydafrika.

Op gennem 70´erne var Andretti og Ickx en magtfaktor i amerikansk racing. 6-timers løbet på Daytona, 12-timers løbet på Sebring, 1000 kilometer løbet på Brands Hatch og 6-timers løbet på watkins Glen, endte alle med sejr til de to.

Mario Andretti, Lotus 78, John Player Team Special, Sverige 1977

Andretti kom tilbage til Formel på fuld tid i 1976 efter en mager periode i de amerikanske serier. Han skrev kontrakt med Colin Chapmans Lotus team, som på det tidspunkt var ved at miste grebet i Formel 1. Vejen til Andretti´s Formel 1 karriere så usikker og skrøbelig ud.

Forholdet mellem de to store personligheder Andretti og Chapman, var til tider perfekt, andre gange var de ved at rive hovederne af hinanden. De blev kendte for deres hidsige temperamenter, men alligevel lykkedes det at få forholdet til at virke.

Selvom Andretti fandt den mildt sagt farlige Lotus 77 enorm svær at styre, lykkedes det at vinde sæsonens sidste løb, det japanske på Fuji. Løbet var det samme, hvor Niki Lauda trak sig ud af løbet og gav mesterskabet til James Hunt. Dette var Andretti´s første sejr i fem år, og det inspirerede Chapman til at arbejde endnu hårdere.

I 1977 var Mario Andretti treer i mesterskabet. Han havde syv poles og fire sejre. Chapmans banebrydende design var vejen frem. Han byggede den exceptionelle Lotus 78 ground-effect bil, begyndelsen til den Formel 1 racer vi kender idag. Designet var revolutionerende, fordi man for første gang udnyttede den luft der passerede bilen både oppefra og nedefra på samme tid. Andretti selv udtalte, at det var som om bilen var malet til asfalten.

Mario Andretti, Lotus 79, John Player Team Lotus, Frankrig 1978

Bilen var så succesfuld, at i 1978 var alle andre Formel 1 blevet overflødige. Ingen kunne hamle op med Lotus 78/79. Chapman havde omskrevet historiebøgerne endnu en gang. Andretti vandt seks sejre, ud af 15 mulige, Lotus bilen i alt 9. Andretti vandt mesterskabet, men sejren var bittersød, for hans teamkollega Ronnie Peterson, forulykkede voldsomt på Monza og mistede livet.

1978 var et skelsættende år for Andretti og for Lotus-teamet, som langsomt rykkede længere ned på gridden og i resultatlisterne. Chapmans var ved at miste grebet, men holdet oplevede dog en opblomstringsperiode i midt-firserne, med den unge Ayrton Senna bag rattet.

Efter yderligere to år i teamet uden nogle nævneværdige resultater, flyttede Andretti til Alfa Romeo, men det om muligt endnu værre. Han droppede Formel 1 og koncentrerede sig atter en gang om de amerikanske serier. Dog vedblev hans kærlighed til Formel 1 sporten så stor, at han straks slog til da Enzo Ferrari tilbød ham en sidste gæsteoptræden i det Italienske Grand Prix på Monza i 1982.

Dér, på samme bane hvor han først fandt sin store passion, kvalificerede Andretti sin Ferrari 126 Turbo på pole og sluttede som en imponerende treer. Han var da 42 år.

Mario Andretti, Lotus 80, Martini Racing Team Lotus, Belgien 1979

Op gennem 80´erne og godt ind i 90´erne, fortsatte Andretti med at være med i front i IndyCar og i 1993 vandt han sit sidste IndyCar løb, som den ældste nogensinde, 53 år. Han fortsatte med at køre løb og ville så gerne vinde Le Mans, men nåede det aldrig. Hans bedste placering er en andenplads i 1995.

Mario besluttede, at 1994 skulle være hans sidste år som aktiv kører i Champ Car. Sæsonen var et langt farvel til de mange fans, og Mario modtog hæder og ære ved hvert eneste løb. Da han kørte sit sidste løb på Laguna Seca den 9. oktober 1994, var det farvel til en legende og en af de mest populære kørere nogensinde.

I dag er Mario Andretti en glad og lykkelig mand. Han har sin egen vingård, er en yderst populær og efterspurgt kommentator, hans to sønner Michael og Jeff er ligeledes involveret i motorsporten og i oktober 2006 blev han tildelt Italiens højeste civile orden, Commendatore dell´Ordine al Merito della Repubblica.

Hvis du vil læse mere om Mario Andretti, så klik her