Oscar-vinder introducerer Rush

Hvor tit har man mulighed for at se en super fed Formel 1-film og samtidig møde en vakseægte Oscar-vinder?

Screenshot fra filmen Rush . Copyright Universal Studios

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 1/8 2014 klokken 20:08

Som I muligvis allerede har læst her på BMF1.dk og på FormulaFashion.dk, viser Cinemateket i samarbejde med Dansk Automobil Sports Union en række hæsblæsende motorsportsfilm i løbet af sommeren. En af disse film er Ron Howards Formel 1-biopic Rush.

Udover den medrivende historie er Rush desuden utrolig flot filmet. Manden bag filmens yderst smukke billedside er den Oscar-vindende filmfotograf Anthony Dod Mantle, og ham kan man faktisk møde, hvis man tager ind til Cinemateket fredag den 29. august kl. 21.45. Her vil han introducere Rush – en film, som han selv kalder ”en af de teknisk mest vanskelige opgaver, jeg har haft.”

Inden filmen er der desuden musik og stive 70’er-flipper i Cinematekets Asta Bar fra kl. 21.00 – og drikkevarer i den billigere ende end dem, James Hunts crew indtog med østers inden løbene i 70’erne!

Billetter til visningen kan købes på Det Danske Filminstituts hjemmeside. Ses vi?