Tysklands Grand Prix: 1. Frie træning

Alt var som det plejer under fredagens første frie træning. Mercedes fik de to hurtigste tider, med nygifte Nico Rosberg foran Lewis Hamilton. Williams-testkører Susie Wolff kørte en næsten problemfri træning og fik kørt hele 22 omgange.

Af: Nicolai Ascanius (nj@bmf1.dk) d. 18/7 2014 klokken 12:07

Susie Wolff startede dagen med et teknisk problem, men dette blev hurtigt løst, og så kunne hun køre ud og få en godkendt træning gennemført. Hun slutter som nr. 15, kun 0,2 sekunder efter Felipe Massa i den anden Williams-racer.

Toto og Susie Wolff. Copyright Daimler Benz

Generelt var træningen præget af mange småfejl, især i det første sving, hvor der ikke er meget plads til at køre af.

Eneste større tekniske problem var hos Grosjean, som måtte skifte hele sin bagvinge, efter at DRS vingen sad fast i åben position.

Topscorerne i konkurrencen "flest kørte omgange" var hhv. Marcus Ericsson og vores alle sammens Kevin Magnussen. Ericsson kørte hele 35 omgange og fik en tid som næst-langsommest. Den unge svensker kæmper stadig en hård kamp bagest i feltet.

OM SKRIBENTEN

Nicolai fra BMF1 Nicolai grundlagde BMF1.dk sammen med Allan og har en række Formel 1 web-projekter bag sig. Udover al teknikken, har Nicolai skrevet om Formel 1 siden 1997.