McLaren med speciel bemaling i Melbourne

McLaren har fortsat ikke offentliggjort en ny hovedsponsor, og det levner plads på bilen. I Melbourne vil teamet bruge denne plads til at fejre sit mangeårige samarbejde med Mobil 1.

McLaren MP4-29 med den specielle Mobil-bemaling. . Copyright McLaren Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 13/3 2014 klokken 20:03

Da McLaren og Vodafones samarbejde ophørte ved udgangen af sidste sæson, satte det straks en masse spekulationer om en fremtidig hovedsponsor i gang.

Teamet har endnu ikke offentliggjort sine langsigtede planer i den henseende, og det giver muligheder for at lave en event ud af bilens bemaling og eksperimentere lidt med farverne og det visuelle udtryk.

I Melbourne har McLaren valgt at dekorere sine racere med store logoer fra sin mangeårige samarbejdspartner Mobil 1. McLaren og Mobil 1 har arbejdet sammen i 20 år, og det er dette jubilæum, som teamet ønsker at markere.

Hækvingen og siderne på racerne er udstyret med store og iøjnefaldende Mobil 1-logoer, som klæder den sølvfarvede racer ganske godt.