Petrov kan forlade F1

Selv om der nok ikke er mange, der forventer det kommer til at ske, så kan Vitaly Petrov forlade Formel 1-cirkusset efter denne sæson. Det udtaler Petrovs manager, Oksana Kosachenko, og det er naturligvis penge, der er problemet.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 29/8 2012 klokken 14:08

Eller rettere ingen penge, som manageren fortæller tyske ’Sport-Express’:

”Hvis tilstedeværelsen af en russisk kører i Formel 1 kun vil være interessant for Vitaly Petrov og Oksana Kosachenko, så vil vi finde noget udenfor grand prixerne.”

”Formel 1 er stort og prestigefyldt, men for Vitaly er det et job, der ikke giver nogen penge. Hvorfor? Der er mange grunde.”

Hvis ikke Vitaly Petrov snart begynder at tjene penge i Formel 1, så vil manageren flytte Vitaly til en serie, hvor der er penge.
Copyright Caterham F1


”I Rusland er det svært at sælge en atlet, men at sælge en Formel 1-kører er næsten umuligt.”

Vitaly Petrov har tidligere meldt ud, at han håber og forventer at blive hos Caterham i 2013.