• Forside

Verstappen under anklage

En tur bag tremmer kan blive realiteten for den tidligere Formel 1-kører, hollandske Jos Verstappen, efter at det er kommet frem, at han angiveligt skal have truet og overfaldet sin hustru.

Jos Verstappen i Arrows . Copyright Getty Images

Af: (@bmf1.dk) d. 9/12 2008 klokken 10:12

Tidligere Formel 1-kører og nuværende sportsvognskører, Jos Verstappen, mødte i denne uge op i retten, for at stå ansigt til ansigt med anklager om trusler og chikane mod sin hustru, Sophie Kumpen, med hvem han har to børn.

36-årige Verstappen kan se frem til en reel fængselsstraf på op til otte måneder, hvis han bliver kendt skyldig i forseelserne. Dommen forventes endeligt at blive afsagt i januar 2009.

Jos Verstappen i Arrows

Sophie Kumpen, der ligesom sin mand er tidligere racerkører, påstår, at Verstappen har truet hende via sms-beskeder, overfaldet hende og endda skåret hendes dæk på bilen op hele tre gange, meddeler den hollandske radiostation Omroep Brabant.

Verstappen fortalte retten i Tongeren, en by i den sydlige belgiske provins Limburg, at han og hans hustru for tiden har ægteskabelige problemer - parret er for tiden separeret - men derudover mente han, at man lagde for meget i anklagerne.