• Forside

Tre år til Alonso?

Det blev mandag afsløret, at Fernando Alonso, som ventet, havde skrevet under på en kontrakt med Renault, til en anslået værdi af $100 millioner. Men nu er der tvivl om længden af kontrakten

Af: (@bmf1.dk) d. 11/12 2007 klokken 13:12

Fernando Alonso er nok den eneste, som rigtig ved, hvad kontrakten handler om, for medierne er i syv sind om, hvorvidt spanierens kontrakt med det engelsk-franske team, er for ét, to eller tre år.

Alonso har siden han smuttede fra McLaren, stået meget stejlt på, at kontrakten kun skulle køre for en enkelt sæson. Mange analytikere har derfor ment, at spanieren efter 2008 sæsonen, ville skrive kontrakt med Ferrari, men med annonceringen i går af en to-årig kontrakt, er der nu stor tvivl om, hvor lang aftalen egentlig er.

Til det tyske nyhedsbureau DPA siger en talsmand fra Renault, at Alonso vil være at finde hos teamet indtil udgangen af 2009. Den spanske avis Marca, har lignende rapporter, og det er også de oplysninger vi sidder inde med.

Derimod mener Auto Motor og Sport, det kendte tyske motorsportsmagasin, at kontrakten er for hele tre år og på $147 millioner, eller imponerende 740 millioner kroner.

Fernando Alonso, Circuit Nevers de Magny Cours, Frankrig 2006

I England mener både The Times og The Independent det samme, og det kan betyde, at Alonso dropper planerne om at komme til Ferrari, hvis altså disse planer overhovedet har eksisteret.

Hos Daily Mail mener man dog, at aftalen ganske rigtig, at aftalen er for flere sæsoner, men med en exit-klausul der betyder, at Alonso kan forlade teamet efter bare en sæson. Og så kommer Ferrari-spørgsmålet op igen.

Andre aviser er af den overbevisning, at aftalen kører for en enkelt sæson og er baseret på, at Alonso og Renault automatisk vil forny aftalen, såfremt de ønskede resultater foreligger.

Uanset hvilken kontrakt Alonso har indgået med Renault, så er én ting sikert: Vi vil få den tidligere dobbelte verdensmester at se på gridden i 2008 i en Renault, til stor glæde for hans mange fans verden over.