Jeddah dagen derpå

Formel 1-løbet i Saudi-Arabien udviklede sig som forventet: Verstappen og Red Bull i front med stor afstand til de andre teams. En imponerende teenager må give Ferrari-folkene i Maranello hovedbrud – og måske også Haas.

Bahrains Grand Prix 2024 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 10/3 2024 klokken 13:03

Det var ikke den store overraskelse, at Red Bull sikrede sig både sejren og andenpladsen i Saudi-Arabiens F1-grandprix foran Charles Leclerc i Ferrari.

Red Bull har på det seneste sørget for en del dramatik uden for banen, og op til lørdagens F1-løb kom det så frem, Helmut Marko fortsætter som rådgiver hos Red Bull, efter han var blevet truet med suspendering.

Indtil videre er der dømt våbenhvile hos Red Bull mellem Verstappen-lejren (Max og Jos Verstappen, Helmut Marko og Oliver Mintzlaff) og Christian Horner-lejren (Horner og den thailandske ejer Chalerm Yoovidhya).

Bahrains Grand Prix 2024. Sejr til Max VerstappenBahrains Grand Prix 2024. Sejr til Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool


Til gengæld imponerede Ferrari: Den kun 18-årige Oliver Bearman sprang til på afbud fra Carlos Sainz, der måtte hastes til hospitalet og opereres for blindtarmsbetændelse. Det betød, at Bearman kun fik mulighed for at køre 3. frie træning, kvalifikationen og løbet i Ferrarien.

Og det gjorde han godt: Bearman avancerede fra en startplads som nr. 11 til en 7. plads, hvilket må siges at være mere end godkendt på en meget krævende bane som Jeddah. Charles Leclerc sluttede på en tredjeplads.

Bahrains Grand Prix 2024. Charles Leclercs racer klar på griddenBahrains Grand Prix 2024. Charles Leclercs racer klar på gridden
Copyright Ferrari


I modsætning til andre (som f.eks. Lance Stroll og Logan Sargeant) formåede Bearman at holde sig væk fra barriererne og kørte fejlfrit.

Oliver Bearmans præstation kan måske give Ferrari en lille smule hovedpine: De har netop investeret et ukendt antal millioner dollars i at hente Hamilton til Ferrari, men Hamiltons formkurve ser ud til at være for nedadgående, idet Hamilton indtil videre er blevet slået af George Russell i denne sæson. Måske kunne de have sparet et par millioner ved at satse på Bearman i stedet.

Bearmans præstation kan også gå hen og blive et problem for Kevin Magnussen, for Haas agerer som bekendt som et slags søsterteam til Ferrari, og Bearman er allerede booket til et par testdage hos Haas denne sæson. Med præstationen i Jeddah har Bearman kørt sig i stiling som en oplagt kandidat til et sæde hos Haas – muligvis Kevin Magnussens sæde.

Bahrains Grand Prix 2024. Kevin MagnussenBahrains Grand Prix 2024. Kevin Magnussen
Copyright Haas F1


Når det er sagt, så kørte Kevin Magnussen fremragende i Jeddah forstået på den måde, at han formåede at agere for stopklods for RB og Williams, så Nico Hülkenberg kunne score sit og Haas-teamets første point i denne sæson.

Den årvågne tilskuer bemærkede måske, at Lando Norris tyvstartede under starten, men at det ikke fik nogen følger for englænderen. Svaret er kort fortalt, at transponderen, som er godkendt og leveret af FIA, ikke meldte nogen tyvstart. Så selv om det var tydeligt for enhver, at Norris kørte lidt frem, før starten var gået, så siger artikel 48, stk. 1 i FIA’s sportsreglement, at transponderen skal melde en tyvstart - hvilket ikke skete.

McLaren pre-season 2024 test. Lando NorrisMcLaren pre-season 2024 test. Lando Norris
Copyright McLaren


Mercedes havde inden sæsonstarten store forhåbninger til deres nye bil, men umiddelbart er de forhåbninger ikke blevet indfriet, tværtimod: Mercedes virkede i Jeddah til at være efter både Ferrari og McLaren for slet ikke at nævne Red Bull.

Aston Martin – eller skulle vi måske bare sige Fernando Alonso – resignerede ret hurtigt under løbet med erkendelsen af, at Ferrari og McLaren var for hurtige for Aston Martin. Alonso formåede dog at holde George Russell bag sig og ende på en respektabel 5. plads. Lance Stroll endte i væggen.

Næste Formel 1-løb køres den 24. marts, og hvis man vil se det live, sendes løbet kl. 5 om morgenen.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Saudi Arabiens Grand Prix; løbsresumé: Verstappen BMF1.dk's Power Rating: Saudi Arabiens GP »