Derfor lyder radiokaldet “it’s hammer time”

Vi har hørt ovenstående radiokald utallige gange, men hvor kommer referencen til hammeren fra? Få forklaringen her.

Mercedes W13 i Bahrain test . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/11 2022 klokken 14:11

Et af de mest typiske kendetegn ved samarbejdet mellem Mercedes-ingeniøren ‘Bono’ aka Pete Bonningston og Lewis Hamilton, er radiokaldet “Lewis, it’s hammer time”. I indeværende sæson har der dog været langt imellem disse kald.

Imidlertid hørte vi det igen under USAs Grand Prix, hvor Mercedes-muren følte sig snublende tæt på en sejr over hovedrivalen fra Red Bull, Max Verstappen. Sådan kom det dog ikke til at gå, idet Mercedes-køreren sluttede på andenpladsen fem sekunder efter sejrherren i den blå-gule racer.

De fleste kan sagtens se koblingen mellem hammeren, Hamiltons navn og Formel 1s initialer på kørernes navne, men efter Mexicos GP forklarede Bono, at radiokaldet har en yderligere reference, og det er i rapperen MC Hammers sang fra 1990 “U Can’t Touch This”.

Opfindelsen er Hamiltons egen, da han finder det meningsløst at høre “now it’s time to push” i radioen.

Peter 'Bono' Bonnington og Lewis Hamilton på podiet. Portugals GP 2020Peter 'Bono' Bonnington og Lewis Hamilton på podiet. Portugals GP 2020
Copyright Mercedes AMG F1 - Steve Etherington


“Jeg tror, at det var mig, der kom op med udtrykket,” udtalte Hamilton til Motorsport.

“Der kom til et punkt, hvor det dér 'nu er det tid til at presse’ (push, red.) gjorde mig frustreret, fordi jeg tænkte ‘helt ærligt, jeg presser allerede!’"

"Men jeg havde det sådan, at hvis du i stedet for forsøger at indikere, at det nu er tid til at presse endnu mere, at bruge alt hvad du har, så sagde jeg bare til ham “fortæl mig, at det er ‘hammer-time’.”

“Det har faktisk været en del af vores samarbejde lige siden,” lød det fra Hamilton.

Samarbejdet mellem Bonnington og Hamilton må siges at have været et af de mest succesfulde i F1-historien. Således har makkerparret opnået hele seks af Mercedes-kørerens syv verdensmesterskaber og hentet 82 ud af den 37-årige kørers i alt 102 sejre.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Williams kan blive Schumachers redning De Vries på stand-by »