Ricciardo: 2018 var et hårdt år

Daniel Ricciardo mener, at Formel 1-sæsonen 2018 var den mest mentalt krævende i hans karriere. Manden med det bredeste smil i motorsportens kongeklasse havde ikke altid meget at grine af

Red Bull . Copyright Red Bull

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 20/12 2018 klokken 11:12

Selv om Ricciardo vandt to af de seks første Grands Prix’er i 2018, nåede han ikke på podiet de næste 15 løb. Det skyldtes først og fremmest, at hans Red Bull – og især Renault-motoren – ikke var særlig driftssikker.

”Jeg vil ikke overdrive det ved at sige, at jeg måtte kæmpe hårdt for det, for jeg kunne godt klare det, og min hverdag led ikke under presset”, siger Ricciardo. Men så kommer der et ”men”: "Men selvfølgelig gik de følelsesmæssige bølger i weekenderne lidt højere, end jeg har været vant til."

"Rent mentalt var det en udfordring at komme videre efter alle de forskellige defekter og motivere mig selv igen", forklarer Ricciardo, der ellers er kendt for at have det bedste humør i motorsportens kongeklasse. Der var dog ikke så meget at grine af efter sæsonens højdepunkt, nemlig sejren i Monaco, for efter den, gik det stærkt ned ad bakke: "Jeg har aldrig oplevet, at det gik så meget op og ned i én sæson," fortæller han.

Desuden besluttede Ricciardo sig i sommerpausen for at forlade Red Bull til fordel for Renault. På dette tidspunkt havde han allerede måtte udgå fire gang i elleve løb. Han vandt også kun løbet i Monaco med nød og næppe, fordi hans MGU-K gik i stykker midt under løbet. Efter sommerpausen udgik han tre gange mere pga. tekniske problemer.

Optur for RicciardoOptur for Ricciardo
Copyright Red Bull


Det var ikke kun hans DNFs og skuffelserne, der fik smilet hos Ricciardo til at stivne i år. Afgørelsen om at skifte team spillede også en stor rolle. "Beslutningen kostede kræfter. Især tiden omkring beslutningen og kontraktsamtalerne." Efter han havde tænkt over situationen i lang tid og så besluttet sig, følte han, at presset på ham blev lettet. Efter beslutningen var taget ’var han igen i stand til at tænke klart.’

"Jeg havde helt klart mange op- og nedture på banen." Red Bull fik også kritik, for af og til virkede som om, at anden halvdel af Ricciardos sæson med vilje gik dårligt. Ricciardo tror dog ikke på, at teamet bevidst prøvede at ødelægge løbene for ham. "Jeg er glad og tilfreds med situationen og den måde, jeg forlader teamet på."

Han forlader Red Bull oprejst pande. Forholdet mellem australieren og Red Bull er på ingen måde dårligt. "Jeg tror, at jeg har givet teamet alt, hvad jeg kunne – og de gav mig, hvad de kunne."

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F1 vintertest sender live for første gang F1 til London »