Top 10: Flest løb inden første sejr

Nogen vinder med det samme, andre vinder aldrig, og så er der dem, som vinder, men som må vente rigtig lang tid på deres første sejr. Vi bringer hermed en top 10 over sidstnævnte.

Mark Webber . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 12/1 2016 klokken 17:01

Formel 1 har eksisteret siden 1950, og i den periode har rigtig mange kørere været en del af serien. Nogle af dem har haft talentet til at vinde løb fra starten, mens andre ikke har vundet nogle løb. Der findes også nogle kørere, som har vundet løb i Formel 1, men som har måttet vente rigtig længe på deres første sejr. Her bringer BMF1 en top 10 over de kørere, som har kørt flest løb, før de hentede deres første sejr.

10: Eddie Irvine, 82 løb.

Eddie Irvine
Copyright FIA Images


Britiske Eddie Irvine fik sin Formel 1 debut tilbage i 1993, da han fik lov at køre sæsonens to sidste løb for Jordan teamet. To år senere, i 1995, hentede Irvine sin første podieplacering, da han sluttede som nummer 3 i det canadiske Grand Prix. I 1996 sæsonen skiftede Irvine sin Jordan racer ud med en Ferrari, men køreren fra Nordirland måtte tilbringe fire sæsoner hos det italienske team, før han i 1999 endelig fik sin første sejr, da han vandt det australske Grand Prix. Eddie Irvine nåede at køre 82 Grand Prixer, før han fik sin første sejr, hvilket altså giver ham en tiendeplads på denne liste.

9: Jean Alesi, 91 løb.

Jean Alesi
Copyright ukendt



Som nummer ni finder vi franskmanden Jean Alesi. Franskmanden fik sin Formel 1 debut tilbage i 1989, da han fik debut for Tyrrell teamet. Året efter fik Jean Alesi sine første podieplaceringer, da han hentede to andenpladser i USA's og Monacos Grand Prix. I 1991 skiftede Alesi sin Tyrrell racer ud med en Ferrari, og så var der lagt op til, at han skulle hente nogle sejre. Det kom dog ikke til at ske før i 1995, da franske Alesi hentede sin første og eneste Formel 1 sejr, da han vandt det canadiske Grand Prix. Alesi deltog i 91 Formel 1 løb, inden han fik sin første sejr.

8: Thierry Boutsen, 95 løb.

Thierry Boutsen
Copyright Williams F1


På ottendepladsen finder vi en anden kører, som vandt sit første Grand Prix i Canada, nemlig belgiske Thierry Boutsen, som snuppede sejren i det canadiske Grand Prix i år 1989. Inden da havde Boutsen, som fik debut tilbage i 1983, kørt 95 løb. Boutsen tog sin første podieplacering i 1985, da han hentede en andenplads i San Marinos GP. Dengang kørte han for Arrows teamet, mens han tog sin første sejr, mens han kørte for Williams.

7: Mika Hakkinen, 96 løb.

Mika Hakkinen.
Copyright ukendt


På listens næste placering finder vi en tidligere dobbelt verdensmester, nemlig finske Mika Hakkinen. Den finske kører startede sin Formel 1 karriere tilbage i 1991 for Lotus teamet. To år senere kørte han de tre sidste løb for McLaren, hvilket også gav ham den første podieplacering, da han sluttede som nummer 3 i det japanske Grand Prix. Derefter tilbragte Mika Hakkinen resten af sin karriere hos McLaren. Mikas første sejr kom i sæsonens sidste Grand Prix i 1997, så Hakkinen kørte 96 løb, inden han fik sin første sejr. Derefter så den flyvende finne sig dog ikke tilbage, og de to efterfølgende sæsoner sluttede han som verdensmester.

6: Giancarlo Fisichella, 110.

Giancarlo Fisichella i sneen
Copyright Ferrari Media


Manden på sjettepladsen, Giancarlo Fisichella, fik sin første Formel 1 sejr under lidt anderledes omstændigheder. Sejren kom under det brasilianske Grand Prix i 2003, et løb som var ramt af voldsom regn og som måtte afbrydes efter 54 omgange. Fisichella lå på det tidspunkt og kæmpede med Kimi Raikkonen om føringen og var lige nået forbi finnen, da løbet blev afbrudt. Det var dog Kimi Raikkonen, som blev hyldet som vinder på podiet, da man valgte at tage resultatet fra omgangen før, hvor Raikkonen var i front af løbet. Senere ændrede FIA dog mening, da Fisichella angiveligt skulle have påbegyndt sin næste omgang, inden det røde flag kom frem, hvilket betød, at han førte løbet. Giancarlo Fisichella fik sin debut i Formel 1 tilbage i 1996, men han måtte altså vente 110 løb på at få sin første sejr.

5: Nico Rosberg, 111 løb.

Nico Rosberg
Copyright Mercedes AMG


På femtepladsen finder vi de seneste to års viceverdensmester Nico Rosberg. Sønnen af den tidligere Formel 1 verdensmester Keke Rosberg fik sin Formel 1 debut for Williams tilbage i 2006. Rosberg tilbragte sine første fire sæsoner hos det britiske team, hvor han også hentede sin første podieplacering, da han sluttede som nummer tre i det australske Grand Prix i 2008. I 2010 skiftede Rosberg til det nystartede Mercedes GP team, et team han tog sin første sejr for, da han vandt det kinesiske Grand Prix i 2012. Siden da er Mercedes blevet en direkte magtfaktor i Formel 1, så Nico Rosberg har vundet lidt hyppigere siden den gang.

4: Jenson Button, 113 løb.

Jenson Button
Copyright McLaren Media


Da britiske Jenson Button fik sin Formel 1 debut i 2000, var han spået en stor fremtid i motorsportens kongeklasse. Der gik dog nogle år, før han overhovedet kom i nærheden af podiet. Button tog sin første podieplacering, da han sluttede som nummer 3 i det malaysiske Grand Prix i 2004, mens han kørte for BAR Honda. Det var starten på en god sæson for briten, der sluttede som nummer tre i kampen om verdensmesterskabet. Sejren udeblev dog, og Jenson Button måtte vente helt til Ungarns Grand Prix i 2006, med at få sin første Formel 1 sejr, hvilket giver ham en fjerdeplads på denne liste.

3: Jarno Trulli, 119 løb.

Jarno Trulli
Copyright Toyota Motorsport


På tredjepladsen finder vi manden, der har fået et begreb opkaldt efter sig, nemlig italienske Jarno Trulli, som nok mest er kendt for sit berømte Trulli-train, hvor han samlede store dele af feltet bag sig. Fart har aldrig rigtig været noget, Trulli har haft, så derfor kommer det vel ikke som den store overraskelse, at han er højt placeret på en liste som denne. Jarno Trulli nåede dog at hente en enkelt sejr i sin karriere, og skal man vælge blot at vinde ét løb i karrieren, så er Monacos Grand Prix vel ikke det værste. Den italienske kører vandt nemlig Monacos Grand Prix i 2004, hvilket var i hans ottende sæson i Formel 1.

2: Rubens Barrichello, 123 løb.

Rubens Barrichello
Copyright Williams F1


Vi nærmer os førstepladsen, men før vi når så langt, skal vi lige forbi manden på andenpladsen. Her finder vi Rubens Barrichello, der nåede at være i Formel 1 i otte år, før han i år 2000 endelig fik sin første sejr. Barrichello tilbragte de første syv Formel 1 sæsoner hos mindre Formel 1 teams som Jordan og Stewart, men i 2000 blev han hentet til Ferrari som anden-kører for selveste Michael Schumacher. Tyskeren havde så småt gjort Ferrari til det bedste Formel 1 team efter flere år uden vildt meget succes, og det kastede en sejr af til brasilianske Rubens, der vandt det tyske Grand Prix i 2000. Opholdet hos Ferrari kastede senere endnu flere sejre af sig, i takt med at Ferrari blev mere og mere suveræne.

1: Mark Webber, 130 løb.

Mark Webber drikker champagne
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Vi er nået til toppen af denne top 10, og her finder vi ingen ringere end Mark Webber, som således er den kører, der nåede at køre flest Grand Prixer, inden han fik sin første sejr. Mark Webber fik sin Formel 1 debut tilbage i år 2002, da han debuterede i sit hjemmebane Grand Prix for Minardi teamet. Her formåede Mark Webber at hente en flot femteplads, som er et rigtig flot resultat, når man taler om, at han kørte i en Minardi. Det hører imidlertid med til historien, at kun otte biler gennemførte det løb.

De efterfølgende sæsoner kørte Webber for Jaguar og Williams, hvilket ikke gav nogle sejre. I 2007 skiftede han så til Red Bull, et team der i 2009 endelig gav ham hans første sejr. Sejren kom i det tyske Grand Prix i 2009, otte sæsoner og 130 løb efter Webbers flotte debut i det australske Grand Prix i 2002. Webber hentede senere en del flere sejre, men Formel 1 mesterskabet nåede han aldrig at få. I 2015 blev Webber dog kåret til FIA WEC verdensmester sammen med sine to Porsche holdkammerater, og nu kan han så også prale af at være på toppen af denne top 10.

To FIA WEC verdensmestre i form af Tom Kristensen og Mark Webber
Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Grosjean anbefalede Gutiérrez til Haas Pastoren ud og Kevin ind? »