Baner - Melbourne
Vælg bane: Circuit de Catalunya Gilles Villeneuve Hockenheim Hungaroring Interlagos Istanbul Melbourne Monaco Monza Sakhir Sepang Shanghai Silverstone Singapore Street Circuit Spa Suzuka Valencia Street circuit Yas Marina Circuit Yeongam
Melbourne
| 2010 Info | |
|---|---|
| Land | Australien |
| Længde | 5303 m |
| Antal omgange | 58 |
| Løbslængde | 307,574 km |
HISTORIE:
Australiens Grand Prix daterer tilbage til 1985, hvor Adelaide for første gang lagde gader til Formel 1-kalenderens sæsonafslutning. I de efterfølgende 11 år blev sæsonen altid afsluttet på den 3,8 km lange sydaustralske bybane, og statussen som årets sidste løb betød at flere verdensmesterskaber blev afgjort her.
I 1986 kom Nigel Mansell (Williams) til Adelaide med et seks point forspring til Alain Prost (McLaren) og syv point til Nelson Piquet (også Williams). I lang tid så det ud til at Mansell skulle klare det, men han måtte udgå med en fjerdedel af løbet igen, hvorefter vejen var banet for en sejr til Prost, som dermed også vandt verdensmesterskabet.
En anden klassisk situation stammer fra 1994, hvor det bare var ét point, der adskilte Michael Schumacher (Benetton) og Damon Hill (Williams). På 35. omgang ødelægger Schumacher sit hjulophæng og i svinget efter støder de to sammen, da Hill forsøger at komme forbi. Resultatet bliver at begge udgår, og Schumacher dermed tager sit første ud af de hidtidige syv mesterskaber.
Det var ikke nogen hemmelighed, at mange i Melbourne gerne havde set deres by blive vært for et Formel 1-løb. I 1992 blev Jeff Kennett valgt til premiereminister for staten Victoria, hvor Melbourne ligger, og allerede året efter kunne han fremlægge en aftale om, at Melbourne overtage løbet fra om med 1996-sæsonen.
| År | Pole Position | Hurtigste Omgang | Vinder |
|---|---|---|---|
| 1996 | J. Villeneuve | J. Villeneuve | D. Hill |
| 1997 | J. Villeneuve | H-H. Frentzen | D. Coulthard |
| 1998 | M. Häkkinen | M. Häkkinen | M. Häkkinen |
| 1999 | M. Häkkinen | M. Schumacher | E. Irvine |
| 2000 | M. Häkkinen | R. Barrichello | M. Schumacher |
| 2001 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2002 | R. Barrichello | K. Räikkönen | M. Schumacher |
| 2003 | M. Schumacher | K. Räikkönen | D. Coulthard |
| 2004 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2005 | G. Fisichella | F. Alonso | G. Fisichella |
| 2006 | J. Button | K. Räikkönen | F. Alonso |
| 2007 | K. Räikkönen | K. Räikkönen | K. Räikkönen |
| 2008 | L. Hamilton | H. Kovalainen | L. Hamilton |
| 2009 | J. Button | N. Rosberg | J. Button |
Samtidig med at Australiens Grand Prix blev flyttet de godt 700 kilometer sydøst fra Adelaide, fik løbet også en ny plads i kalenderen. Fra at stå for sæsonafslutningen, blev det nu åbningsløbet, og sådan har det været siden lige på nær i år, hvor det kom på kollisionskurs med Commonwealth Games, og derfor blevet flyttet tre uger.
| 2001 - Tragedien rammer | |
|---|---|
| Løbet i 2001 vil i høj grad blive husket for det sørgelige uheld, hvor en marshal døde, efter at han blev ramt at et vildfarent dæk. På det sportslige plan er er dog også noget at huske løbet for. Det blev til en fornem debut for Kimi Räikkönen (Sauber), der sluttede på en syvendeplads (og blev senere rykket frem til en sjetteplads). På det tidspunkt kørte han på en dispensation, da han egentlig ikke havde erfaring nok til at få en superlicens. Juan Pablo Montoya (Williams) fik også sin debut i Formel 1, og efter en beskeden indsats i kvalifikationen kørte han et godt løb indtil motoren gav op. Løbet blev vundet af Michael Schumacher (Ferrari) foran David Coulthard (McLaren) og Rubens Barrichello (Ferrari). |
1: M. Schumacher 2: Coulthard 3: Barrichello 4: Heidfeld 5: Frentzen 6: Räikkönen 7: Panis 8: Burti |
2002 - Mandefald |
| Relativt få af de mange spørgsmål, der altid er inden sæsonstarten, blev besvaret i Melbourne i 2002. Otte kørere nåede ikke længere end til det første sving og yderligere seks kørere udgik senere i løbet resulterende i bare otte kørere, der gennemførte løbet. På trods af at Ferrari havde valgt at starte med en viderudviklet 2001-model, blev det Michael Schumacher, der trak det længste strå med Juan Pablo Montoya (Williams) og McLaren-debutanten Kimi Räikkönen på de andre podiepladser. Dagens mand i skysovs blev dog den lokale helt Mark Webber (Minardi) der fik fuldt udbytte af mandefaldet og kom ind en femteplads. |
1: M. Schumacher 2: Montoya 3: Räikkönen 4: Irvine 5: Webber 6: Salo 7: Yoong 8: de la Rosa |
2003 - Overhalingerne vender tilbage |
| Efter en kedelig 2002-sæson bød åbningsløbet i 2003 på en række overhalinger og en særdeles overraskende vinder. McLaren stillede til start i en opdateret version af deres lidet konkurrencedygtige 2001-racer. Alligevel lykkedes det David Coulthard at sætte konkurrenterne på plads i et løb, hvor føringen skiftede flere gange. Juan Pablo Montoya (Williams) og Kimi Räikkönen sluttede på henholdsvis anden- og tredjepladsen, mens Michael Schumacher (Ferrari) måtte nøjes med en fjerdeplads efter en dag, hvor han blandt andet valgte forkert ved at skifte til regnvejrsdæk ved løbets start. |
1: Coulthard 2: Montoya 3: Räikkönen 4: M. Schumacher 5: Trulli 6: Frentzen 7: Alonso 8: R. Schumacher |
2004 - Ferrari lukker mesterskabet |
| Efter en spændende 2003-sæson, hvor de to mesterskaber blev afgjort i de to sidste løb, og en vinter, hvor Ferrari først til sidst begyndte at vise lidt tænder, var det forventet, at 2004 skulle byde på mere spænding, men Ferrari viste demonstrativ styrke fra allerførste færd. Uden at bekymre sig om at køre en installationsomgang fortsatte Michael Schumacher direkte ud på to hurtige omgange, hvilket resulterede i, at han var omkring 2,5 sekunder hurtigere end alle andre. Situationen holdt resten af weekenden, og man sad med fornemmelsen af, at havde de to Ferrari-kørere kørt for fuld udblæsning i hele løbet, så havde resten af feltet blevet taget med en omgang. Resultatet blev, at Schumacher vandt foran sin holdkammerat Rubens Barrichello og med Fernando Alonso (Renault) på tredjepladsen. |
1: M. Schumacher 2: Barrichello 3: Alonso 4: R. Schumacher 5: Montoya 6: Button 7: Trulli 8: Coulthard |
2005 - Skiftedag |
| Alle forventede inden starten på 2005-sæsonen, at Ferrari efter deres walkover i 2004 havde et så stort forspring, at de ville vinde igen. Åbningsløbet skulle vise, at det langt fra var givet. Giancarlo Fisichella (Renault) fik optimalt udbytte af en regnfuld kvalifikation, og han kunne starte fra spids med de vigtigste konkurrenter noget længere nede i feltet. Der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at Fisichella skulle vinde. Rubens Barrichello (Ferrari) tog andenpladsen og med den senere verdensmester Fernando Alonso (Renault) på tredjepladsen. |
1: Fisichella 2: Barrichello 3: Alonso 4: Coulthard 5: Webber 6: Montoya 7: Klien 8: Räikkönen |
2006 - Kold dag |
| På grunde af den sene afvikling af løbet i 2006 var der betydeligt koldere end normalt og flere af holdene havde problemer med at få varme nok i dækkene. Jenson Button havde overraskende sat pole foran Fernando Alonso og Giancarlo Fisichella i de to Renaulter der var afstede med mere benzin om bord. Fisichella kom ikke væk fra gridden og på opvarmningsrunden skred Montoya af banen. Kimi Räikkönen kom hurtigt forbi Jenson Button og det var så ham der skulle kæmpe imod Fernando Alonso. Safety Car kom på banen fire gange og med en serie af hurtigste omgange lykkedes det for Kimi at komme indenfor en afstand af 1.8 sekunder. Spanieren havde dog løbet under kontrol og vandt. Jenson Button endte hurtigt nede på femtepladsen og få meter inden målstregen gik hans motor op i røg. Det var en skidt dag for Ferrari. Felipe Massa smadrede bilen under kvalifikationen og Michael Schumacher klarede den ikke til Superkvalifikationen. Alligevel lykkedes det Schumi at slutte som nummer fire. Vores fuldkomne referat af løbet finder du her. |
1: Alonso 2: Räikkönen 3: R. Schumacher 4: Heidfeld 5: Fisichella 6: Villeneuve 7: Barrichello 8: Coulthard |
2007 - Ferrari lægger hårdt ud |
| Der var sket store ændringer i feltet mellem 2006- og 2007-sæsonen, så der var set frem til årets første løb med spænding. Det viste sig, at Ferrari var et skridt foran de andre med McLaren og BMW som de nærmeste forfølgere. Weekenden gav dog også lidt bekymring for Ferrari, idet Felipe Massa måtte starte bagerst efter et problem med gearkassen og et efterfølgende motorskifte. Til gengæld kørte Kimi Räikkönen en sikker sejr hjem. En af weekendens største overraskelse var Super Aguri, der kvalificerede sig som nummer 10 og 11, og selvom de faldt lidt tilbage i løbet, så var det stadig et kæmpe skridt fremad sammenlignet med bundpositionen de indtog året før. Det var også en ændring, der fik især Spyker til at protestere højlydt med beskyldninger om at køre i 2006 versionen af Hondas racer. Hvis du vil læse mere om løbet så prøv vores live rapport eller vores opsummering. |
1: Räikkönen 2: Alonso 3: Hamilton 4: Heidfeld 5: Fisichella 6: Massa 7: Rosberg 8: R. Schumacher |
2008 - McLaren slår igen |
| Efter en forfærdelig afslutning på 2007-sæsonen slog McLaren igen med en overbevisende sejr til Lewis Hamilton i sæsonåbneren. Det var et begivenhedsrigt løb, hvor bare syv kørere nåede hele vejen til det ternede flag. Det var både tekniske problemer og sammenstød, der var med til at tynde feltet ud. For de forsvarende verdensmestre, Kimi Räikkönen og Ferrari, var det en rigtig skidt start på sæsonen. Räikkönen kvalificerede sig efter et problem med brændstofpumpen kun som nummer 15, og begge Ferrari-kørere udkig med motorproblemer. For flere detaljer henvises til vores live-rapport eller vores opsummering. |
1: Hamilton 2: Heidfeld 3: Rosberg 4: Alonso 5: Kovalainen 6: Nakajima 7: Bourdais 8: Räikkönen |
2009 - Brawn GP indtager banen |
| For andet år i træk blev det en dårlig kvalifikation for den forsvarende verdensmester. Denne gang gik det ud over Lewis Hamilton (McLaren), som startede som nummer 18. I den anden ende af feltet var det den såkaldte ”diffuserbande”, som dominerede, men Brawn GP og Jenson Button, som sejrherre. Sebastian Vettel (Red Bull) og Robert Kubica (BMW Sauber) kæmpede hårdt om den sidste podieplacering, men endte i stedet med at køre hinanden af banen med mindre end tre omgange tilbage. Ud over Brawn GPs formidable debut og diffuserbanden, så vil løbet blive husket for det lidt kedelige efterspil, hvor Jarno Trulli (Toyota) først fik en 25 sekunders straf for at overhale under en periode med sikkerhedsbil, hvormed Lewis Hamilton fik den sidste podieplacering, men så blev Hamilton dømt for at lyve og diskvalificeret fra løbet. Læs også hele vores løbsrapport. |
1: Button 2: Barrichello 3: Trulli 4: Glock 5: Alonso 6: Rosberg 7: Buemi 8: Bourdais |
BANEN:
Formel 1-banen i Melbourne ligger i den flotte Albert Park tæt på centrum. Der er ikke tale om en permanent bane, men i stedet om at man i høj grad bruger veje, der til daglig er offentlig tilgængelige, og man kan derfor for eksempel se markeringer til cykelstier på banen.
Banekort for Australiens Grand Prix
Teknisk har banen en god blanding af tekniske stræk og langsider, og det er tidligere blevet bevidst, at det kan lade sig gøre at udkæmpe nogle gode og lange dueller. Mikset mellem sving og langsider betyder samtidig, at det er en mellem-downforce bane.
Mark Webber
| Banen | |
|---|---|
| Banenavn | Albert Park |
| By | Melbourne |
| Tidszone | 10 timer foran Danmark |
| Første Grand Prix | 10. marts 1996 |
| Antal Grand Prixer | 14 |
| Rekorder (1998 Layout) | |
| Banerekord - Pole | 1:23.919 (Sebastian Vettel, 2010) 227,491 km/t |
| Banerekord - Løb | 1:24.125 (Michael Schumacher, 2004) 226,933 km/t |
| Hurtigste løb | 1t24:15.757 (Michael Schumacher, 2004) 219,011 km/t |
| Bedste Kørere og Hold | |
| Flest sejre | 4 (M. Schumacher) 6 (Ferrari) |
| Flest poles | 3 (M. Schumacher/M. Häkkinen) 5 (Ferrari) |
| Flest hurtigste omgange | 4 (K. Räikkönen) 5 (Ferrari/McLaren) |
| Årets Løb | |
| Omgangslængde | 5,303 km |
| Omgange i løbet | 58 |
| Løbsdistance | 307,574 km |
| Vigtige Links | |
| Hjemmeside | www.grandprix.com.au |
| Satelitbillede | Google Maps |
| Dækning 2009 | Kvalifikationen |
| Live løbsrapport | |
| Dagen derpå | |
