• Forside

Leder: Verdensmester i snyd

Dommen over McLaren er en dom, som er mere politisk end retfærdig. Læs her BMF1's mening om den omstridte dom.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Tomas Hansen (th@bmf1.dk) d. 14/9 2007 klokken 11:09

Når FIA har fundet McLaren skyldig, som de angiveligt har, kan man ikke lade dem fortsætte i en ulovlig bil, ej heller lade holdets piloter beholde deres chance for at vinde VM.

Bilens udvikling og de indtjente point er baseret på, eller som minimum, blevet til ved informationer og teknisk viden som McLaren Mercedes ingen ret har til og som man er kommet til ved ulovlige metoder.

Det giver ingen mening, at Lewis Hamilton eller Fernando Alonso fortsat kan vinde verdensmesterskabet - amnesti eller ej - hvis de har opnået deres mange point i en bil, der netop er udviklet ved hjælp af de ulovlige informationer – bilen er, kort sagt, lavet ved hjælp af snyd. Ergo så kan man ikke lade den bil køre videre i resten af sæsonen

Det er ligetil at holde med de to piloter, der langt hen af vejen er uskyldige medofre, hvis de altså er det. For det er kommet frem, at de alle har vidst hvad der foregik og alle har udnyttet denne viden fuldt ud. Mindst 2 ud af 3 piloter har indrømmet at de har delt informationerne. De har testet og udviklet bilen ud fra ulovlige informationer, hvilket helt logisk må medføre, at de straffes på samme måde som holdet.

De 2 førende kørere i "VM i snyd".

Holdet har snydt, kørerne har aktivt hjulpet holdet med at snyde, derfor må den logiske konsekvens være, at både hold og kørere udelukkes.

Seneste udvikling i sagen, efter domsafsigelsen, er, at det er selveste Ron Dennis, der har tippet FIA om de nye beviser, for at få overtaget over Fernando Alonso i deres kontraktforhandlinger. En udvikling der gør sagen endnu mere grotesk. Efter at have benægtet i "Bjarne Riis stil", så kommer han pludselig i tanke om at der lige var et par hundrede e-mails, som da måske kunne hjælpe opklaringen.

Men det forklarer så den meget milde dom – hånden på hjertet, en straf der reelt set drejer sig om småpenge og et mistet konstruktørmesteskab. Det er ikke noget der grædes snot over i Woking – man må afgjort have fejret dommen i går.

I 2005 blev Honda opdaget i fifleri med deres tank, hvor de benyttede et rum som ulovlig ballast, det kostede dem 2 løbsdages karantæne for at have snydt. Set i det perspektiv, tangerer gårsdagens dom det uforståelige. Udelukkelse af hele holdet resten af sæsonen og fratagelse af alle point ville være den logiske og normale dom i et så åbenlyst tilfælde af snyd.

Ron the whistle blower.

Der er ingen tvivl om, at McLaren vil gøre alt for at vinde de sidste løb i denne sæson, uanset deres situation omkring holdet, hvilket giver dem en god chance for at vinde det individuelle mesterskab.

Om fem år vil ingen huske, at Fernando Alonso eller Lewis Hamilton vandt 2007 mesterskabet i en ulovlig bil og vi er sikre på, at de to helt sikkert ikke vil huske at minde nogen om det.

Om end Stepneygate sandsynligvis vil gå over i historien, på samme måde som Senna-Prost ”uheldene” og Schumacher-Villeneuve bataljen, men hånden på hjertet: hvor mange, udover de mest inkarnerede fans, kan huske hvilke år det var?

Denne afgørelse giver os et mildest talt usandt billede af verdensmesterskabet. Om de rigtige verdensmestre er Ferrari, er totalt underordnet. Det kunne det i lige så høj grad være BMW Sauber, der havde været det mest overraskende hold i år og meget gerne Nick Heidfeld som den individuelle verdensmester. Ingen hos McLaren har fortjent at vinde på den baggrund.

Kort sagt, fra at være et verdensmesterskab i motorkørsel, så har årets mesterskab udviklet sig til VM i snyd, i en grad som ikke tidligere er set i motorsportsverdenen.

Har du lyst til at diskutere dommen med andre Formel 1 fans kan du gøre dette hos vores venner fra Safetycar.dk.