Ricciardo: Tålmodighed er en dyd

Renault-køreren Daniel Ricciardo er sikker på, at resultaterne sammen med Renault nok skal komme, inden sæsonen er forbi – også selv om Renault har haft en hård start på sæsonen.

Daniel Ricciardo . Copyright Renault F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 6/6 2019 klokken 11:06

Det har været meget op ad bakke for det franske Renault-team: Motoren er den svageste i feltet, og der har været problemer med at få den til at holde. Renault har kun hentet point to gange i denne sæson.

På trods af den dårlige start på sæsonen mener Ricciardo, at resultaterne nok skal komme i denne sæson. Man skal bare være lidt tålmodig.

I et interview med den franske avis L’Equipe fortæller den australske kører i det franske team: “Hvad angår resultaterne, så er jeg selvfølgelig ikke helt tilfreds, men stemningen og energien i teamet er helt i top. Jeg skal bare lære at være lidt tålmodig.

“Formel 1 er en kompleks videnskab, som tager tid. Jeg har en kontrakt, der løber indtil 2020, og resultaterne er lidt skuffende i øjeblikket, men vi befinder os stadig i en opbygningsfase. Jeg er sikker på, at resultaterne vil begynde at komme, før sæsonen er slut. Det må du gerne skrive ned.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Rygtebørsen om Vettel og Alonso Eksklusivt interview med Kevin Magnussen 3/3 »