Portugals GP: løbsoptakt

Formel 1-feltet er rykket til Portugal, hvor sæsonens tredje F1-løb skal køres på Portimão Circuit. Portimão er forholdsvis ny i F1-sammenhæng, så BMF1 har lavet en løbsoptakt inden de røde lamper slukker på søndag.

Fernando Alonso. Portugals GP 2021 . Copyright Alpine F1

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 1/5 2021 klokken 16:05

Formel 1-sæsonen 2021 er godt igang, og denne gang hedder destinationen Portugal, nærmere betegnet Autódromo Internacional do Algarve (i daglig tale Portimão).

Banen til 195 mio. euro så dagens lys for første gang i 2008. F1 var da også forbi banen og afholde vintertestene i vinteren 2008-09, men banen blev først benyttet til et officielt Formel 1-løb i 2020.

Portimão er med sine 4,653 km, 15 sving og 3 DRS-zoner, en af kalenderens nyeste baner. Banen er smukt beliggende i flotte omgivelser, med store højdeforskelle.

Grundet pandemien vil der ikke være tilskuere til løbet, hvilket er en forståelig, men ærgerlig ting, da det skaber god stemning med liv på tribunerne.

Dækkene der er til rådighed den her weekend er det hårde C1-dæk, medium C2, og bløde C3. Tidligere har kørerne selv kunne vælge, hvilken dækallokering de ville benytte. Dette er standardiseret i år, så alle har otte sæt softdæk, tre sæt medium, og to hårde sæt.

Der har været en del kritik af valget af de hårde compounds, til trods for at de også blev brugt under 2020 løbet på Portimão tilbage i efteråret.

I 2020 var asfalten ny, og derfor skøjtede bilerne rundt under træningen. Nu er asfalten ved at være kørt godt til, og vejrforholdene er anderledes her om foråret. Derfor ville Pirelli gerne tage chancen og benytte de tre hårdeste compounds, ifølge Pirelli.

Sidste år var problemet at få dækkene ind i det rigtige temperaturområde, og at kunne administrere dækkene. Til trods for at dækkonstruktionen er ny i 2021, så virker det til at problemerne bliver de samme i år.

Camber-vinklen foran skal minimum være -3,25 grader, og -2,0 bagi (hjulets hældning indad), men dæktryk foran skal mindst være 21 psi (1,44 bar) og mindst 19 psi bagi (1,31 bar). Pirelli fastsætter disse grænser af sikkerhedsmæssige grunde, så holdene ikke kører med for lavt tryk.

Bilerne skal tilbagelægge 306,826 km, og hele 66 omgange. Så kørerne får rig mulighed for at lære dækkene og banen at kende.

Banerekorden blev sat med en gennemsnitsfart på 212 km/t i tiden 1:18.750 sek. 
Rekorden blev sat af sidste års vinder Lewis Hamilton på omgang 63. Den uofficielle banerekord er teamkammeraten, Valtteri Bottas, indehaver af, da han satte en tid på 1:16.466 sek under Q2 i 2020.

Sidste år der var det Hamilton, Bottas og Verstappen der kæmpede om pole position og sejren. I år bliver det højest sandsynligt ikke meget anderledes, men det virker til at Red Bull-raceren har et endnu stærkere kort på hånden i 2021.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Portugals GP: Kvalifikationen LIVE Bottas på pole. Portugals GP: startopstillingen »