McLaren skifter til Chevrolet

Da McLaren vendte tilbage til Indianapolis 500 i 2017 var det med motorer fra Honda, men det var ingen succes. I næste års Indy 500 får Fernando en motor fra Chevrolet bag sig.

Italiens Grand Prix 2018 . Copyright McLaren

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/12 2018 klokken 20:12

McLaren har i dag meddelt, at deltagelsen i næste års Indianapolis 500 – blandt venner kaldt Indy 500 – bliver med ærkeamerikansk motorkraft fra Chevrolet.

I 2017, midt i et veritabelt mediecirkus, fik Fernando Alonso ”fri” til Monacos Grand Prix for i stedet at deltage i Indy 500 for Andretti Autosport i en papayafarvet McLaren-racer.

Spanieren kvalificerede sig overraskende til en femte startposition i anden startrække, men med kun 21 omgange tilbage på en syvendeplads gav Honda-motoren op – en ikke uvant situation for F1-eksverdensmesteren.

Indianapolis Motor SpeedwayIndianapolis Motor Speedway
Copyright McLaren Media


Den situation har man lært noget af, så i 2019 starter McLaren i en bil med turboladede V6-motorer fra Chevrolet, som konstruktøren ikke er ukendt med, idet teamet tidligere benyttede fabrikkens V8-motorer i CanAm-serien i 1960’erne. Den kombination gav 40 sejre.

Chevrolet vendte tilbage til IndyCar i 2011 og siden da har 2,2 liters V6-motoren hentet sejre i 72 ud af 118 løb. Amerikanernes enlige konkurrent hedder Honda.

Ligesom sidste år jagter Alonso ’Triple Crown’, der består af sejr i Monacos Grand Prix, 24-timersløbet i Le Mans og den for spanieren manglende Indy 500-titel. Den uofficielle hæder er hidtil kun tilfaldet en enkelt kører, britiske Graham Hill.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« 7 strafpoint til Verstappen Tilbage til navnet ”Force India”? »