International racerbane på Lolland

Siden Roskilde Ring i 1968 blev lukket som racercentrum i Danmark, har der været utallige planer om mulige afløsere i internationalt format, men nu tyder noget på, at en realistisk mulighed er ved at tage form.

Englands GP 2015 . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 26/4 2016 klokken 13:04

Trods sine kun 1.400 meter var legendariske Roskilde Ring i 1950’erne og 1960’erne centrum for international motorsport af høj kvalitet. Således fik banen dengang besøg af stjerner som Jack Brabham, Sterling Moss, Graham Hill og John Surtees. Nu tyder noget på, at vi igen vil se de store stjerner køre race i Danmark, og det kan vi takke den danske godkendelse af Femern Bælt-byggeriet for.

Ifølge planerne bliver den kommende bane Nordeuropas største motorsportsarena og kommer til at ligge i umiddelbar forbindelse med den fremtidige Femern-forbindelse i Rødbyhavn. Visionen er, at banen skal have en længde på 5-6.000 meter, hvormed den kommer op i superligaen blandt Europas racerbaner. Til sammenligning er Hockenheimring i Sydtyskland 4.574 meter lang og Nürburgring 5.148 meter.

Roskilde Ring var 1,4 km. lang.
Copyright per.beer.dk


Med sine 2.300 meter er Jyllandsringen i dag Danmarks største racerbane.

Projektet omkring DanmarksRingen blev oprindeligt igangsat i 2012 af en gruppe initiativtagere, som bl.a. talte Le Mans-vinderen Jan Magnussen.

En af gruppens medlemmer, Per Henrik Brask, indrømmer dog, at projektets gennemførelse nøje hænger sammen med Femern-forbindelsens færdiggørelse.

”Jo før Femern-forbindelsen kan komme i gang med den endelige etablering, desto tidligere bliver det færdigt. Desto tidligere Femern-forbindelsen bliver etableret, jo hurtigere kan vi rykke ind,” siger han til DR Nyheder.

Projektet, som hedder DanmarksRingen, kommer til at koste i omegnen mellem 100 og 150 millioner kroner, et beløb som kræver en del pengestærke investorer, men ifølge Per Henrik Brask har flere investorer sagt god for budgettet, herunder bl.a. Lolland Kommune, hvilket anses som meget afgørende for projektets gennemførelse.

”Vi er gået ind i det her, fordi vi tror på projektet og fordi vi har klare tilkendegivelser om, at finansieringen også er på plads. Det er afgørende,” siger Per Henrik Brask . ”Vi kan ikke lave sådan noget her uden et godt samarbejde med kommunen.”

Det forventes, at DanmarksRingen vil stå færdig i 2026 efter åbningen af Femern-tunnelen. Men så burde der også være tid til at nye danske Formel 1-talenter kan nå at få træning i simulatoren og være klar til åbningsløbet.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sirotkin erstatter Magnussen Toro Rosso forstærker sig »