Englands GP - Kvalifikationen: Alonso på pole

En uforudsigelig, lang og regnfuld kvalifikation til Englands Grand Prix sluttede med Fernando Alonso, Ferrari, på pole position. Følg vores LIVE-dækning her.

Fernando Alonso . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/7 2012 klokken 13:07

Kvalifikationen til Englands Grand Prix i Formel 1, på legendariske Silverstone, sluttede med Ferrari og Fernando Alonso som hurtigste kører/bil-kombination.

På grund af voldsomme regnmængder fik kvalifikationen en ufrivillig lang pause, og alle sad med fornemmelsen af, at alt kunne ske, da de grønne lamper igen kunne tændes.

Regnsvejrskyerne trækker op over en ensom Lotus på Silverstone. Copyright Renault F1

Følg vores LIVE-dækning herunder:

kl. 13.55: Regnen er begyndt at falde.
kl. 14.00: Lørdagskø ved pitudkørslen med Räikkönen forrest

Q1
Bilerne strømmer ud på banen, hvilket er et temmelig usædvanligt syn i Q1. Räikkönen klager over manglende KERS på sin Lotus.

Felipe Massa, Ferrari, er sidste mand på banen.

Jenson Button, McLaren, får at vide at han har lidt travlt, idet heftig regn er på vej. Der skal sættes en supertid NU...

Race Control oplyser, at DRS ikke er muligt pga. af den forventede regn.

Regnvejrsspecialisten, Michael Schumacher, er hurtigste mand i tiden 1:49.568. Tyskeren får at vide at de bedste forhold vil være nu.

13 minutter tilbage og Pastor Maldonado, Williams, er hurtigst i 1:49.446 men det ødelægger Kamui Kobayashi kort efter med 1:47.840.

11 minutter tilbage og Lewis Hamilton er på P2 med 1:48.043, mens banen er ved at tørre op. Sorte skyer er dog på vej ind over banelegemet.

10 minutter tilbage og Daniel Ricciardo, Toro Rosso, snupper Hamiltons plads og er nu næsthurtigst.

8 minutter tilbage og Sergio Perez er nu hurtigst med 1:46.494.

Hamilton ønsker at benytte DRS, men får et klar "no" tilbage. Det er endnu ikke givet fri af Race Control.

6 minutter tilbage og Maldonado tager sin førsteplads tilbage med 1:46.449, men det ødelægger Sebastian Vettel, Red Bull, med 1:46.279.

De fleste kørere har nu skriftet til bløde tørvejrsdæk, men det regner dog stadig visse steder på banen.

5 minutter tilbage og Nico Rosberg, Mercedes GP, roder nede på en P17.

Følgende kørere ligger i farezonen fra og med P18: Button, Petrov, Kovalainen, Glock, de la Rosa og Karthikeyan.

Lewis Hamilton ude af et regnfuldt Q1. Copyright McLaren Group

Button lister rundt i en kurve og har tydeligvis problemer med McLaren-raceren.

Gult flag. Karthikeyan i gruset men kommer ud igen.

1 minut tilbage og Vettel ligger stadig forrest.

Flaget er faldet og Hamilton ligger på P14. Sidste chance men på nye dæk.

Briten klarer den med nød og næppe på en P14, mens teamkammeraten Button, ikke klarer cuttet og ender på en dårlig P18. Skidt Q1 for McLaren. Button klager over manglende vejgreb.

Ude er derfor Button, Petrov, Kovalainen, Glock, de la Rosa og Karthikeyan og Pic (deltog ikke i kvalen).

Hurtigste folk var Vettel, Hülkenberg, Maldonado, Perez, Alonso, Schumacher, Kobayashi og Grosjean,

Vi venter på Q2 mens regnen strømmer ned.

Q2
Alle biler strømmer ud på banen og alle er, ikke overraskende, på "full wets", de rå regnvejrsdæk. Lige bortset fra Massa og Alonso, får vi lige at vide. Begge er på intermediates.

Efter 3 minutter kommer bege Ferraier i pit og får full wets på. Utvivlsomt en god idé.

11 minutter tilbage og Vergne, Toro Rosso, er hurtigst i 1:47.705, mens Schumacher glider af banen men redder bilen fra at køre i gruset.

Det virker, som om alt kan ske lige nu.

Perez, Sauber, er nu hurtigst fulgt af Hamilton.

Imens snurrer Alonso rundt i græsset men redder situationen og er ude på asfalten igen. Spanieren ligger på P16.

Med 7 minutter tilbage er stillingen forrest uændret med Perez hurtigst fulgt af Hamilton og Rosberg.

Flere kørere klager voldsomt over baneforholdene.

Regnen vælter ned. Her over Kimi Räikkönen i Lotus. Copyright Lotus

Med 6 minutter og 19 sekunder tilbage er der endelig rødt flag, og kvalifikationen dermed sat på pause.

En kort rekapitulation: Forrest finder vi stadig Perez, og derefter følger Hamilton, Rosberg, Vergne, Hülkenberg, Kobayashi, Räikkönen, Webber, Ricciardo, Vettel, Maldonado, di Resta, Grosjean, Schumacher, Massa, Alonso og Senna.

Hvis denne stilling holder, bliver starten i morgen særdeles interessant.

Vettel siger på radioen, at det røde flag er det eneste rigtige. Banens kloakanlæg har tydeligvis store problemer med at aflede vandet.

Vi træder vande så lange...

Lad os fordrive tiden med lidt statistik. Det er interessant, at Button ikke har været på podiet i sine elleve forsøg. Og altså (sandsynligvis) heller ikke denne gang.

På BBC oplyser Button, at han simpelthen ikke kunne få varme i fordækkene - et problem den tidligere verdensmester har kæmpet med hele året.

Safetycar på banen for at checke forholdene. Det kunne sikkert være klaret fra pitten, for regnen vælter stadig ned.

Så er der endelig nyt: Nülkenberg, Force India, får en 5. pladsers gridstraf for at skifte gearkasse under fredagens træning.

Ved samme lejlighed får Charles Pic, i Marussia, også lige en straf for samme "forseelse". Det gør dog hverken fra eller til, for franskmanden er i forvejen i den grad Formel 1's agterlanterne.

Race Control oplyser, at de giver banen 10 minutter mere, før en endelig beslutning om det videre forløb træffes.

På TV bliver Charlie Whiting spurgt, hvad der afgør, hvornår løber flages i gang igen. Løbsdirektøren oplyser, at det overvejende handler om, at bilerne ikke må aquaplane. Whiting mener, at kvalifikationen kan starte om ca. 30 minutter (kl. 15.45 dansk tid). Hvor manden har hentet oplysninger, vides ikke.

Under stor jubel kører Bernd Mailänder, i en brølende Merceres AMG Safety (Station)Car, ud på banen, for at se om det regner. Det gør det, omend intensiteten er taget noget af.

Klokken er nu 15.20 dansk tid.

På Twitter skriver Heikki Kovalainen, Caterham, at kvalifikationen ikke er gået helt efter hans hoved, men, som han skriver, "man kan jo ikke vinde hver gang." Det sidste er også et stykke tid siden for finnen.

På BBC oplyser David Coulthard, at vejret ser ud til at blive bedre - alt imens regnen stadig strømmer ned. Ikke desto mindre laver tilskuerne mexicansk bølge, og stemningen er som på Old Trafford. Herlig britisk glæde.

Klokken er nu 15.30 og en brølende F1-motor starter i det fjerne - for at slukkes igen kort efter.

Rosberg kommer ud af garagen og laver bølge foran tilskuerne, som jubler.

Hos Renault har man fundet tid til at reparere Räikkönens KERS. Hele bunden er pillet af bilen.

På Twitter klager en vis Tony J. Hughes over vand i salaten. Han opholder sig lige nu på taget af Porshes Hospitality Center. Nu må Bernie gribe ind overfor den regn...

Klokken er 15.38 og BBC's vejrprofet, Ian Fergusson, oplyser på Twitter, at vejret vil klare op. Det kan ingen modsige ham i, men spørgsmålet er: hvornår...?

K. 15.45: En motor starter igen op i det fjerne, mens de mørke skyer afløses af lidt lysere af slagsen.

På Twitter oplyser Ferrari, at regnen stopper kl. 15.45 (dansk tid) ifølge Meteo France. Og det er faktisk nu...

En hær af marshals bevæbnet med koste er sendt på banen. Nu skal der fejes vand af banen. I den grad fast arbejde.

Kl. 15.55: Et vejrkort hos McLaren oplyser, at der ikke forventes mere regn indenfor det næste stykke tid. Tak for det.

David Warwick oplyser, at vejret desværre ikke kan kontrolleres. Ikke engang Bernie Ecclestone kan kontrollere det, og hvis han ikke kan, kan ingen.

Safetycaren blev brugt flittigt i denne weekend.

Kl. 16.00: En af Safety Car-kørerne, Alan van de Verve, oplyser, at alt tyder på, at kvalifikationen kan starte igen om kort tid.

Kvalifikationen vil starte kl. 16.07, oplyses det.

Teamene finder dæk frem. Full wets til alle undtagen Kobayashi, Grosjean og Perez.

kl. 16.05: Kø ved pitudkørslen med Maldonado forrest.

Kvalifikationen er genstartet og bilerne strømmer ud på banen.

5 minutter tilbage af Q2. Grosjean fortryder sit dækvalg og kører ind til et sæt full vets.

2 minuter tilbage og Grosjean er nu hurtigst i 1:57.634. Alonso på P2 i 1:57.661.

Schumacher kæmper for at komme op på P10. Massa på P4.

1 minut tilbage og Webber er nu hurtigst fulgt af Hülkenberg.

Tiden er gået og Hamilton er hurtigst i 1:54.897. Webber nr. 2 og Alonso nede på P12.

Alonso skøjter rundt og hiver sig op på P9 tæt fulgt af Vettel. Imens er Grosjean ude efter en snurretur med finale i fangsandet.

Ude af Q3 er di Resta, Kobayashi, Rosberg. Ricciardo, Senna, Vergne og Perez.

Vi venter på Q3.

Q3
Grønt lys og tørvejr. Maldonado kører ud som første mand. Derefter Massa, Hamilton og Räikkönen.

Maldonado får at vide, at han har benzin til fem fulde omgange.

DRS er stadig låst pga. baneforholdene.

Hamilton i pit og skifter til intermediates. Samme valg har Ferrari og Red Bull foretaget.

Det oplyses, at kraftig regn er på vej.

Fernando Alonso hurtigst på Silverstone. Copyright Ferrari F1

6 minutter tilbage og Massa er hurtigst i 1:56.617.

5 minutter tilbage og Alonso nu hurtigst i 1:53.699.

Schumacher stadig på full vets. Er det det rigtige valg?

3 minutter tilbage og Massa nu hurtigst i 1:53.549, men det retter Alonso op på kort efter med 1:52.549, mens Vettel kæmper med vejgrebet.

Webber op på P2 i 1.53.153.

1 minut tilbage og Hamilton på P6.

To Ferrarier forrest men Webber har stadig sit sidste skud, og australieren er nu hurtigst i 1.51:793.

Alonso er i sidste sving og er nu hurtigst i 1:51.746 og tager dermed pole position. Stærkt kørt af spanieren men også utrolig tæt imellem ham og Webber, der kun adskilles af 4/100 af et sekund.

Kvalifikationen slutter således med Alonso forrest fulgt af Webber, Schumacher, Vettel, Massa, Räikkönen, Maldonado, Hülkenberg og Grosjean (som ikke fuldførte Q3).

Følg den spændende finale, som vi naturligvis dækker LIVE fra i morgen kl. 14.00.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Englands GP - 3. frie træning – Alonso hurtigst Englands GP: Løbet - Webber får sin anden sejr »