- Forside
Fit for Formel 1
Selvom F1 piloter udfører deres sport siddende, så kræver det alligevel en fantastisk fysik og kondition. Pulsen er i snit på 170 og makspulsen når op på 190. I forhold til sidste år kræver det 5-10 pulsslag mere at køre uden Traction Control.
Af: !Palle Hellemann (ph@bmf1.dk) d. 1/8 2008 klokken 02:08
At køre en F1 bil kræver ikke kun reflekser og talent. Det kræver også en fantastisk fysisk form at kunne gennemføre en hel Grand Prix distance, der på varme dage også kan medføre væsketab på op til 3 kg.
Det er voldsomme g påvirkninger F1 piloten udsættes for under nedbremsning og den sideværts g påvirkning i de hurtige sving påvirker hele kroppen, men især nakken og brystet. Og ved uheld udsættes piloterne for endnu større g-påvirkninger, som de også skal være trænet til at klare.
Ved nedbremsning oplever piloten op til minus 5 g acceleration, dvs. fremadrettede g kræfter. I de hurtige sving kan han udsætte sig selv for 2-3,6 g vandret acceleration. Decelerationen ved nedbremsning er ofte så voldsom at piloten må spænde musklerne i det meste af kroppen så meget at vejrtrækningen i praksis standser indtil han igen kan slippe bremsepedalen. Ligesom hvis man spænder sine mavemuskler, så blokeres åndedrættet næsten automatisk imens.
For almindelige mennesker er det svært at forestille sig hvordan det føles – det nærmeste vi kommer det er vel når man i et minuts tid er passager på en hurtig rutschebane, der faktisk kan give lodrette accelerationer på op mod 4,5 g. Men i en F1 racer må køreren presse sig selv og bilen til grænsen i op til 2 timer. En meget hurtig GT bil, kan give sideværts accelerationer på op til 1,2 måske 1,3 g i sving, men F1 er altså langt over dette niveau.
Red Bull Energy Station
Samtidig er F1 piloten nødt til at koncentrere sig meget imens. Konsekvensen er en stærkt forhøjet puls, højere end i de fleste andre idrætsgrene, nemlig omkring 170 slag per minut i snit og med max værdier helt op til 190 slag i minuttet.
Det kan man sammenligne med at en løber, der er i almindelig god form typisk vil kunne løbe ca. 12 – 15 km/h og på en Coopertest, dvs. 12 minutter tilbagelægge mellem 2400 og 2800 meter. Denne præstation vil typisk kræve at motionsløberen har en puls omkring 160-175 i snit.
Men præstationen varer kun i 12 minutter plus opvarmning og nedkølingsperioden bagefter, hvor man løber langsommere og jogger et par minutter bagefter. At gennemføre coopertesten kræver typisk et energiforbrug på omkring 200-250 kcal.
Men hvad hvis man skal fortsætte på dette niveau i 1½ time? Det vil kræve et energiforbrug på omkring 1500-1900 kcal. Og samtidigt skal man være mentalt fokuseret og styre raceren præcist hele vejen til mål. Ikke underligt at kørerne kommer til at begå fejl ind i mellem. Kalorieforbruget hentes ved en kontrolleret diæt, lidt i stil med den kulhydrat og proteinrige kost, der anvendes i cykelsport eller løb.
Væskeindtaget skal også forøges væsentligt både før og under et løb for at kompensere for væsketabet under selve løbet, der på flere måder kan minde om belastningen ved at gennemføre et maraton.
David Coulthard havde det varmt i Malaysia
Alle mennesker har en hvilepuls, der er et udtryk for hvor mange pulsslag hjertet skal anvende for at forsyne kroppen med iltet blod når man er helt i hvile. Den måles normalt om morgenen, lige når man vågner. Maks. puls, dvs. den maksimale puls ens hjerte kan præstere er lidt sværere at måle. En tommelfingerregel siger 220 minus din alder. Dermed bliver det svært for David Coulthard at nå op på 190 slag i minuttet.
Timo Glock udtaler at der ikke findes andre sportsgrene hvor udøverne har en puls på 170 i snit over 1½ time.
Toyotas team læge udtaler også at puls niveauet i Formel 1 er forbløffende. Piloterne må derfor nødvendigvis være særdeles veltrænede hele tiden. Der trænes såkaldt aerobe sportsgrene hver dag: f.eks. cykling, løb mv. Derudover skal især nakken og overkroppen trænes så den kan modstå g-påvirkningerne. Hvert sving belaster nakken med omkring 20-25 kg og armene skal trods belastningerne styre bilen præcist gennem svinget. De usædvanlige belastninger på nakke og overkrop kan kun vanskeligt trænes i almindelige styrketræningsmaskiner. Ofte anvendes derfor specialdesignede motionsmaskiner.
Jarno Trulli i chikanen
Men at gennemføre et F1 grandprix kræver ikke kun en formidabel fysik. At køre en Formel 1 racer til grænsen over en hel løbs distance kræver også stor koncentration og mental styrke.
Toyotas team læge fortæller at kørerne blandt andet bliver trænet med computerprogrammer. Hjernen er lige som en muskel og man kan træne den. Han har udviklet simulatorer, der kan teste og træne blandt andet reaktionstid, multi-tasking (evnen til at udføre flere opgaver på en gang) og rumlig fornemmelse, der jo er en fordel når man skal navigere en Formel 1 racer igennem snævre sving tæt på andre F1 racere.
Studier viser at der er en markant forskel i hvordan en trænet racerkører og en almindelig person klarer disse simulationer. F. eks. skal man ved simulation af starten på et GP trykke på en knap når lysene går ud. Almindeligvis har alle næsten den samme reaktionstid, men racerkøreren bruger væsentligt mindre energi i hjernen til at udføre opgaven.
Forskellen ligger i at racerkøreren er trænet til at økonomisere med sin hjernes energi, så den fungerer mere effektivt, og dermed er han i stand til at udføre opgaverne i længere tid end almindelige mennesker. Det er vigtigt at opnå dette mål med træningen.
Overraskende nok har det vist sig at efter at man har fjernet Traction control og motorbremsning fra racerne, så oplever kørerne større belastninger på deres krop mens de kæmper med at holde den lette 700 hk’s racer under kontrol.
Ifølge Toyotas teamlæge, så har man fra starten af denne sæson set at gennemsnitspulsen er steget 5-10 slag og mængden af sved er også forøget i forhold til tidligere. Køreren skal altså bruge mere energi på at køre bilen. Det er ikke kun den fysiske belastning, der er steget, men også det mentale arbejde forbruger mere energi.
Det er voldsomme g påvirkninger F1 piloten udsættes for under nedbremsning og den sideværts g påvirkning i de hurtige sving påvirker hele kroppen, men især nakken og brystet. Og ved uheld udsættes piloterne for endnu større g-påvirkninger, som de også skal være trænet til at klare.
Ved nedbremsning oplever piloten op til minus 5 g acceleration, dvs. fremadrettede g kræfter. I de hurtige sving kan han udsætte sig selv for 2-3,6 g vandret acceleration. Decelerationen ved nedbremsning er ofte så voldsom at piloten må spænde musklerne i det meste af kroppen så meget at vejrtrækningen i praksis standser indtil han igen kan slippe bremsepedalen. Ligesom hvis man spænder sine mavemuskler, så blokeres åndedrættet næsten automatisk imens.
For almindelige mennesker er det svært at forestille sig hvordan det føles – det nærmeste vi kommer det er vel når man i et minuts tid er passager på en hurtig rutschebane, der faktisk kan give lodrette accelerationer på op mod 4,5 g. Men i en F1 racer må køreren presse sig selv og bilen til grænsen i op til 2 timer. En meget hurtig GT bil, kan give sideværts accelerationer på op til 1,2 måske 1,3 g i sving, men F1 er altså langt over dette niveau.
Samtidig er F1 piloten nødt til at koncentrere sig meget imens. Konsekvensen er en stærkt forhøjet puls, højere end i de fleste andre idrætsgrene, nemlig omkring 170 slag per minut i snit og med max værdier helt op til 190 slag i minuttet.
Det kan man sammenligne med at en løber, der er i almindelig god form typisk vil kunne løbe ca. 12 – 15 km/h og på en Coopertest, dvs. 12 minutter tilbagelægge mellem 2400 og 2800 meter. Denne præstation vil typisk kræve at motionsløberen har en puls omkring 160-175 i snit.
Men præstationen varer kun i 12 minutter plus opvarmning og nedkølingsperioden bagefter, hvor man løber langsommere og jogger et par minutter bagefter. At gennemføre coopertesten kræver typisk et energiforbrug på omkring 200-250 kcal.
Men hvad hvis man skal fortsætte på dette niveau i 1½ time? Det vil kræve et energiforbrug på omkring 1500-1900 kcal. Og samtidigt skal man være mentalt fokuseret og styre raceren præcist hele vejen til mål. Ikke underligt at kørerne kommer til at begå fejl ind i mellem. Kalorieforbruget hentes ved en kontrolleret diæt, lidt i stil med den kulhydrat og proteinrige kost, der anvendes i cykelsport eller løb.
Væskeindtaget skal også forøges væsentligt både før og under et løb for at kompensere for væsketabet under selve løbet, der på flere måder kan minde om belastningen ved at gennemføre et maraton.
Alle mennesker har en hvilepuls, der er et udtryk for hvor mange pulsslag hjertet skal anvende for at forsyne kroppen med iltet blod når man er helt i hvile. Den måles normalt om morgenen, lige når man vågner. Maks. puls, dvs. den maksimale puls ens hjerte kan præstere er lidt sværere at måle. En tommelfingerregel siger 220 minus din alder. Dermed bliver det svært for David Coulthard at nå op på 190 slag i minuttet.
Timo Glock udtaler at der ikke findes andre sportsgrene hvor udøverne har en puls på 170 i snit over 1½ time.
Toyotas team læge udtaler også at puls niveauet i Formel 1 er forbløffende. Piloterne må derfor nødvendigvis være særdeles veltrænede hele tiden. Der trænes såkaldt aerobe sportsgrene hver dag: f.eks. cykling, løb mv. Derudover skal især nakken og overkroppen trænes så den kan modstå g-påvirkningerne. Hvert sving belaster nakken med omkring 20-25 kg og armene skal trods belastningerne styre bilen præcist gennem svinget. De usædvanlige belastninger på nakke og overkrop kan kun vanskeligt trænes i almindelige styrketræningsmaskiner. Ofte anvendes derfor specialdesignede motionsmaskiner.
Men at gennemføre et F1 grandprix kræver ikke kun en formidabel fysik. At køre en Formel 1 racer til grænsen over en hel løbs distance kræver også stor koncentration og mental styrke.
Toyotas team læge fortæller at kørerne blandt andet bliver trænet med computerprogrammer. Hjernen er lige som en muskel og man kan træne den. Han har udviklet simulatorer, der kan teste og træne blandt andet reaktionstid, multi-tasking (evnen til at udføre flere opgaver på en gang) og rumlig fornemmelse, der jo er en fordel når man skal navigere en Formel 1 racer igennem snævre sving tæt på andre F1 racere.
Studier viser at der er en markant forskel i hvordan en trænet racerkører og en almindelig person klarer disse simulationer. F. eks. skal man ved simulation af starten på et GP trykke på en knap når lysene går ud. Almindeligvis har alle næsten den samme reaktionstid, men racerkøreren bruger væsentligt mindre energi i hjernen til at udføre opgaven.
Forskellen ligger i at racerkøreren er trænet til at økonomisere med sin hjernes energi, så den fungerer mere effektivt, og dermed er han i stand til at udføre opgaverne i længere tid end almindelige mennesker. Det er vigtigt at opnå dette mål med træningen.
Overraskende nok har det vist sig at efter at man har fjernet Traction control og motorbremsning fra racerne, så oplever kørerne større belastninger på deres krop mens de kæmper med at holde den lette 700 hk’s racer under kontrol.
Ifølge Toyotas teamlæge, så har man fra starten af denne sæson set at gennemsnitspulsen er steget 5-10 slag og mængden af sved er også forøget i forhold til tidligere. Køreren skal altså bruge mere energi på at køre bilen. Det er ikke kun den fysiske belastning, der er steget, men også det mentale arbejde forbruger mere energi.