Schumacher Jr. stormer mod Formel 1

I weekenden sikrede Mick Schumacher, søn af den legendariske Michael Schumacher, sig det Europæiske Formel 3 mesterskab, efter en i særdeleshed overbevisende anden halvdel af sæsonen. Hvad er næste skridt?

Italiens Grand Prix 2018 . Copyright Pirelli

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 15/10 2018 klokken 09:10

Mick Schumacher, der er 19 år gammel, kan nu kalde sig mester af den Europæiske Formel 3 klasse, en af de absolut hårdeste klasser at vinde i.

Som Formel 3 mester, har han vist at han har det talent der skal til, for at rykke videre op, men om det i første omgang bliver Formel 2 eller om der bliver plads til ham i Formel 1, er fortsat uvist.

Rygter siger, at det ene ledige sæde hos Toro Rosso, har hans navn, hvis han vil springe Formel 2 over.

"Det er vigtigt altid at tage den rigtige beslutning," udtalte Mick Schumacher til La Gazzetta dello Sport efter mesterskabet var kommet i hus.

"Vi vil tage en beslutning indenfor de næste par uger."

"Alle kørere har som mål, at komme i Formel 1, som jo er det ypperste indenfor motorsport."

"Vi taler med nogle hold og er ved at finde frem til en plan for hvad den bedste strategi er," sluttede den unge tysker, der forventes at ville bruge et år mere udenfor Formel 1, ved at rykke til Formel 2.

Gerhard Berger, der har tæt tilknytning til Toro Rosso, var dog ikke sen til at rose den unge Schumacher.

"Mick ser ikke kun ud som sin far, går og står som sin far, men i dag lagde jeg mærke til, at han også har arme som sin far," kom det fra en smilende Berger, der i sin aktive karriere kørte mod Michael Schumacher.

"Men vigtigst af alt er, at han har sin fars recer gener, især i den afsluttende fase af mesterskabet."

"Hvis han fortsætter på denne måde, er der ingen tvivl om at vi vil se ham i Formel 1," sluttede han



Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Besøg på Renault F1 fabrikken i Enstone - del 1/3 Video: Nyt mobilt F1 spil - frigives torsdag! »