Nicholas Latifi reservekører hos Force India

Force India har netop skrevet kontrakt med sidste sæsons F2-kører, Nicholas Latifi, som dermed bliver reserve- og fredagskører for teamet i 2018.

Spaniens Grand Prix. Søndag . Copyright Force India

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/1 2018 klokken 14:01

Selv om Force Indias teamchef Bob Fernley tidligere på året udtrykte stor interesse i Mercedes’ juniorkører George Russel som F1-reserve i teamet, endte det alligevel med en helt anden løsning.

Således træder sidste sæsons F2- og Renault-testkører, canadieren Nicholas Latifi, i stedet for ind i rollen som reservekører for teamet og forventes derfor at køre et antal fredagstræninger i 2018.

”Nicholas slutter sig til os efter en stærk sæson i F2 og det vil styrke vores kørerudviklingsprogram,” lød det fra Force India-bossen Vijay Mallya.

”Han vil støtte vores simulatorprogram og arbejde sammen med teamet under et antal fredagstræninger. Samtidig har vi en stærk tradition for at få unge, talentfulde kørere frem, og Nicholas vil lære utroligt meget undervejs i teamet, som kan hjælpe ham til en karriere i Formel 1.”

Nicholas Latifi fejer sejren i F2 på Jerez, Spanien 2017.
Copyright www.nicholaslatifi.com


Ikke overraskende er Latifi i dag en meget tilfreds ung racerkører.

”Force India har som team vist konstant fremgang over de sidste få år, og jeg er stolt af at blive en del af deres succeshistorie i Formel 1,” sagde Latifi.

”Jeg er ivrig efter at vise teamet, hvad jeg er i stand til og at hjælpe dem med at lukke afstanden op til fronten af gridden.”

Nicholas Latifi er 22 år og startede sin racerkarriere i 2009 i gokart. Dette bragte ham til Formel 3 i 2012, Formula Renault 3.5 og GP2 i 2014 og Formel 2 i 2017, hvor canadieren sluttede med 9 podieplaceringer og som nr. 5 i mesterskabet.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Formel 1 på Nürburgring i 2019? Rubler sender Kubica ud i mørket »