Alonso: F1 burde undskylde forfærdelige år

I de seneste år har Formel 1 været præget af faldende tilskuerinteresse og konsekvensen har været, at mange fans simpelthen har droppet sporten. Det forstår Fernando Alonso udmærket.

Fernando Alonso . Copyright Allan Haslund

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/2 2017 klokken 11:02

I disse dage indtager en helt ny generation af Formel 1-biler testbanen i Barcelona, hvor det nye 2017-reglement bl.a. tillader 25% bredere dæk og større downforce qua reviderede, aerodynamiske pakker. Resultatet er, eller det håber man, hurtigere biler og flere overhalinger.

Da Fernando Alonso i går ikke nåede mange omgange i en problemfyldt, olielækkende McLaren-Honda, fik han rig lejlighed til at betragte konkurrenterne og ikke mindst de nye bilers performance.

”Jeg synes, at bilerne ser godt og er hurtigere i svingene, og jeg er glad for at komme i gang igen med følelsen af, at god downforce vil gøre det muligt at presse bilerne en smule mere til grænserne. Så det er jeg glad for,” udtalte Alonso i går under sin ufrivillige pause.

”Jeg så nogle af de andre biler køre på banen, og de ser rigtig godt ud, og det er jeg glad for.”

Carlos Sainz i Toro Rosso STR12.
Copyright Red Bull Media


”Så jeg er glad på sportens vegne. Glad for, at den går i den rigtige retning og dermed i virkeligheden undskylder overfor sine fans for de sidste fem eller seks år, hvor de har set på nogle forfærdelige biler.”

Alonso blev spurgt, om de nye biler vil flytte opmærksomheden over mod kørerne og deres evner til at håndtere dem.

”Både ja og nej. Når det handler om at presse bilen og være i stand til at udtrykke din egen kørestil, så ja. I hvert fald en lille smule mere end med de tidligere biler, hvor du var tvunget til at køre og spare på alt. Somme tider, sidste år, var det sådan, at jo langsommere du kørte, des bedre timede omgange kørte du, fordi du sparede på dækkene.”

”I år ser det ud til at vi kan presse bilerne lidt mere og sandsynligvis også presse ens egen kørestil en smule mere for at få det maksimale ud af en timet omgang.”

Barcelona 2017 pre-season test dag 1. Marcus Ericsson i Sauber
Copyright Sauber F1


"På den anden side tror jeg, at vigtigheden af køreren – når vi somme tider taler om hvor vigtig køreren er i forhold til bilen – med den teknologi vi har nu, med aeropakker, powerunits osv.., så tror jeg, at køreren er mindre vigtig.”

”Med niveauet af downforce har du brug for massive kræfter. Du har brug for at kunne høste meget (energigenvinding, red.) og at omsætte det, fordi ligeud-arealerne er en lille smule længere nu end sidste år. Nogle sving forsvinder eller blive fladere, så langsiderne vil blive endnu længere på grund af det (downforce og dæk, red.).”

"Så hvis du manglede 20 Hk sidste år, mistede du måske 0.2 eller 0.3 sekund, mens du i år vil miste et halvt sekund. Så jeg tror, at de tekniske aspekter af bilen er endnu vigtigere i år.”

”Så køreren kan gøre forskellen et stykke af vejen, men de kan ikke udføre mirakler længere,” lød det fra Alonso.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sauber får kvindelig udviklingskører Kevin: Kun småting holdt os tilbage »