Ungarns GP: Hot or Not

Hungaroring har netop lagt asfalt til sæsonens 10. Grand Prix, og vi blev forkælet med et fremragende løb. Hvem var bedst, og hvem faldt igennem? Det er blevet tid til vores Hot or Not.

Ungarns GP 2015 . Copyright Getty Images for Shell

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 27/7 2015 klokken 22:07

Vi har netop været vidner til sæsonens 10. Grand Prix, og det udviklede sig til et aldeles fremragende og dramatisk løb.
Som altid påtager vi os den svære opgave at udpege de bedste og dårligste præstationer, og denne gang er opgaven ikke nem.

Velkommen til Hot or Not!

Sæsonens 10. Grand Prix blev en særdeles intens affære fra allerførste omgang, og vi blev forkælet med både flotte overhalinger, afkørsler, dramatiske uheld og adskillige sammenstød. Vi skal op i kategorien Chuck Norris eller Arnold Schwarzenegger for at få mere action presset sammen på knap 2 timer, og meget passende er dette løbet, som markerer Formel 1 feltets sommerferie.
Der findes vist ikke nogen bedre metode til at sikre, at så mange som muligt også sidder klar foran fjernsynet, når det 11. Grand Prix skydes i gang på legendariske Spa-Francorchamps i Belgien.

HUSK at nedenstående som altid blot er et udtryk for skribentens fuldstændig subjektive vurdering.
Nedenstående lægger i høj grad op til diskussion, så kom meget gerne med dit eget bud.


Hot top 3

Hot 1: Sebastian Vettel. Det er måske næsten for oplagt, og denne gang er der rigtig mange kandidater til det øverste trin på podiet, men den tyske eks-verdensmester fortjener det nok mest af alle.
Vi er nok mange, som gennem årene har anset Vettel som en kører, der ganske vist var habil og over middel, men hvis succes primært skyldtes, at han gennem sine år hos Red Bull var så heldig at sidde i feltets suverænt bedste bil.
Den holdning er svær at fastholde efter løbet i går. Vettel lavede en kanonstart og kørte derefter et aldeles fejlfrit løb - og hans hyldest til Jules Bianchi i sekunderne efter det ternede flag satte lige de sidste tvivlere skakmat.
Vettel er en stjernekører, og denne weekend var der ingen over ham og ingen ved siden af ham.

Sebastian Vettel
Copyright Ferrari Media


Hot 2: Daniel Ricciardo. Red Bull har haft det svært i år - rigtig svært. Adrian Neweys genialiteter har ikke kunnet kompensere for Renault motorens manglende kræfter og stabilitet, og teamet har i lange perioder kun været en skygge af sig selv.
På Hungarorings snørklede asfalt, hvor motorkraft betyder mindre end på de fleste andre baner, viste Neweys chassis sin styrke, og Ricciardo viste med det samme, at han ikke har mistet hverken motivationen eller kampgejsten.
Den smilende australier var involveret i adskillige nærkampe, og ved 3 lejligheder var han endda i berøring med en konkurrent. Alligevel kører han hjem på løbets 3. plads - i øvrigt på banen, hvor han sidste år hentede sin 2. sejr i karrieren. En imponerende flot indsats af Ricciardo.

Daniel Ricciardo
Copyright Red Bull Photofiles


Hot 3: McLaren. Måske lidt et long shot, men nu har vi været så meget efter dem i første halvdel af sæsonen, så de skal altså også have noget credit, når de gør det godt.
McLaren har haft en decideret mareridtsagtig sæson indtil nu, men måske kan løbet i Ungarn blive et vendepunkt for dem.
I hvert fald lykkedes det med velovervejet og fejlfri kørsel at få begge biler i pointene, og Fernando Alonso sluttede så langt oppe som nr. 5!
McLaren viste stabilitet og fornuftig speed fra begge racere.
Fra startpositioner som nr. 15 og 16 kørte Alonso og Button sig flot op gennem feltet til P5 og P9, og vi så faktisk reelle overhalinger undervejs! Det er ikke hverdagskost at se en McLaren gennemføre en overhaling.
Måske er det stolte team fra Woking på vej mod bedre tider?

Fernando Alonso
Copyright McLaren Media



Not top 3

Pastor Maldonado. Vildmanden fra Venezuela er en hyppig gæst på Not-listen, men det er altså ikke uden grund.
Igen på Hungaroring demonstrerede han sine manglende evner på en måde, som gik fra at være pinlig til næsten at være morsom. Det var svært ikke at trække på smilebåndet, da Maldonado modtog den ene straf efter den anden, men i sidste ende er det naturligvis alt andet end morsomt, at han fortsat får lov at sætte både sit eget og andres liv på spil med den ene tåbelige manøvre efter den anden.
Mon vi nogensinde igen når til en situation, hvor evner og talent betyder mere end økonomisk formåen? Jeg håber det, for så slipper vi for at se kørere som Maldonado klovne rundt på alverdens racerbaner.

Pastor Maldonado
Copyright Lotus F1


Williams. Det er svært at blive kloge på Williams styrke i denne sæson. På Silverstone var de rigtig tæt på at matche Mercedes, men her på Hungaroring var de helt væk. De gjorde det ganske fornuftigt i kvalifikationen, hvor de sluttede som 6'er og 8'er, men da de røde lys gik ud søndag eftermiddag, var der ikke meget at skyde med.
Både Massa og Bottas sejlede ned gennem feltet, og de sluttede begge udenfor pointene.
Selvom banen i Ungarn har et specielt layout, som betyder, at der ofte vendes lidt op og ned på styrkeforholdet, er det svært at forstå, hvad det er, der foregår hos Williams. En fæl skuffelse for de mange fans af holdet fra Grove.

Felipe Massa foran Valtteri Bottas
Copyright Williams F1 Team


Nico Rosberg. Rosberg er af kritikere forlængst blevet udpeget som den moralske 2. kører hos Mercedes. Det kan godt være, at han og Hamilton på papiret er ligestillede, men i manges øjne er han for længe siden blevet sat i bås.
På Hungaroring fik den 30-årige tysker en chance for at modbevise det. Som løbet udviklede sig havde han en gylden chance for at lukke hullet til Hamilton i kampen om VM, men han virkede ikke synderligt interesseret i at gøre det.
I situationer, hvor man forventede et angreb på Sebastian Vettels 1. plads, så han i stedet ud til at resignere og koncentrere sig mere om at forsvare sin 2. plads. Hvis man i en situation som denne ikke kan sætte sig op til køre med alt, hvad man har, så bliver man nok aldrig verdensmester.
En skuffende indsats fra Rosberg.

Nico Rosberg
Copyright Mercedes AMG




/jh

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Fem kørere får straf Kimi: Uheld burde ikke koste mig sædet »