Lotus bliver til Renault?

Rygterne på Silverstone siger, at Renault vender tilbage til Formel 1 som fabriksteam. Det bliver Lotus, der tidligere var Renaults fabrikshold, som igen bliver fransk. Renault køber 51% af aktierne i holdet.

Lotus rat . Copyright Allan Haslund

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 3/7 2015 klokken 12:07

Kører Romain Grosjean for Lotus eller Renault til næste år?
Copyright Lotus F1


Det er blandt andet franske 'Autonewsinfo', der skriver dette rygte, og samtidig kædes Alain Prost til holdet i en ledende rolle.

Et andet rygte siger, at Renault er blevet så træt af kritikken fra specielt Red Bull Racing, at begge Renault-hold vil få opsagt deres motorleverance efter sæsonen. Det vil så betyde, at Red Bull-holdene skal ud og finde en ny motorleverandør, og her er der pt. kun Ferrari tilgængelig.

Spørgsmålet er så, om Ferrari overhovedet er interesseret i at levere motorer til de 2 hold. Godt nok bliver der en Mercedes-motor ledig, fordi Renault naturligvis ikke vil køre med Lotus' Mercedes-motorer, og de skal muligvis betale kompensation for kontraktbrud, men Mercedes har tidligere meldt ud, at de ikke har kapacitet til flere hold.

Romain Grosjean
Copyright Lotus F1


Lotus' Romain Grosjean svarer på et spørgsmål om rygtet til 'RMC Sport':

"Som fan af Formel 1 vil jeg virkelig gerne se et fransk hold og høre 'La Marseillaise' på podiet."

"Rygterne om et comeback for Renault er virkelig cool og meget fristende for mig."

"Han (Alain Prost, red.) er en af motorsportens gentlemen. Det vil være rart at arbejde med Alain."

Interessante rygter, der i sidste ende kan få Red Bull til enten at trække sig fra sporten eller måske bygge deres egen motor for at blive i sporten.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Honda tror på mere power Susie Wolff: Formel 1 diskriminerer ikke! »