Monacos GP; løbresumé: Rosberg vinder

Undertegnede er efter et kort fravær tilbage med løbsresuméet. Monacos GP står for døren, og banens layout og tæthed skulle nok kunne bringe dette resumé op på et par linjer.

Barcelona test 12. maj 2015 . Copyright Mercedes AMG

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 24/5 2015 klokken 15:05

Hamilton kom fint afsted fra start. Det samme gjorde både Rosberg og Vettel, som var lige ved at klemme sig forbi. Længere nede i feltet blev der skiftet et par pladser, mens Alonso ikke kunne holde sin linje og skubbede Hülkenberg i barrieren, som kostede en ny næse til tyskeren. Samtidig meldte Massa, at det hele var slut allerede, men blev alligevel sendt ud på banen efter et besøg i pitten og ned bagest i feltet.
Hamilton skabte sig langsomt et lille forspring, mens Sainz kæmpede sig et stykke vej op gennem feltet til en 16. plads.

Lidt længere nede rapporterede Maldonado om bagbremser, der ikke kunne stå for presset. Verstappen kunne derfor kæmpe sig forbi Lotussen, men det var ikke uden et stykke kulfiber som betaling, da Verstappens forvinge ramte Maldonados bagende. Maldonado måtte samtidig trilles i garagen. Samtidig blev det meddelt, at Alonso får fem sekunders straf for sit uheld med Hülkenberg.

Efter 15 omgange sendte Hamilton en forespørgsel til pitten om sine bremser, da han havde en fornemmelse af, at forbremserne var på vej til at blive for varme. Det kunne måske give problemer senere i løbet.

Hamilton byggede stille og roligt sit forspring ud. Rosberg var efter 20 omgange omtrent fem sekunder efter Hamilton, hvilket trafikken også var en delvis skyld i. Til gengæld havde Vettel slået kløerne i Rosbergs bagvinge og holdt sig omtrent halvandet sekund bag Mercedes raceren.

Verstappen fik efter første pit-stop runde totalsmadret sit løb pga. bøvl med højre bagdæk. Synd for hollænderen, der til trods for sit første løb på banen, havde kørt blændende kørsel hele weekenden igennem.

Der blev kørt monster langt på de blødeste dæk i første stint. Pirelli havde forudsagt 27 omgange, men løbet havde nu passeret 35 omgange, og der var kun blevet foretaget enkelte pit-stops. På omgang 37 spillede Ferrari sit første strategikort i form af Vettel, hvorefter Mercedes naturligvis slog kontra og trak Rosberg ind. Det lykkedes for Rosberg at holde sin position. Imens kunne Raikkonen pitte sig forbi Ricciardo, mens Hamilton kom i pit på omgang 38 i fuldstændig kontrol.

På omgang 42 måtte Alonso parkere sin McLaren racer for enden af første sving. Ærgerligt for spanieren og McLaren, som kunne have scoret point for to biler, da både ham og Button var i pointene.

Når løbet efter 60 omgange var noget nær status quo, er det altid en fornøjelse at høre på Kimi Raikkonen, hvad enten han er i front af løbet eller forsøger at kæmpe sig forbi. Der skulle med garanti bruges en del is for at holde finnen kølig under hjelmen, da han i den grad lød ophidset over ikke at kunne få blåt flag på Ericsson.

På omgang 64 satsede Verstappen hele butikken og ramte bagenden på Grosjeans bil, hvilket kappede hans højre forhjul af og sendte hollænderen flyvende i barrieren med høj kraft. Safetycaren blev naturligvis sendt på banen og Verstappen så en smule rystet ud. Det hele åbnede for en ny safetycar periode, som samlede hele feltet på nye dæk. Af endnu ukendte årsager gik det helt galt hos Mercedes, da de valgte at få Hamilton i pit, hvilket spillede føringen direkte i Rosbergs hænder. Det tilføjede i den grad et krydderi til slutningen af løbet.

Med otte omgange blev løbet givet frit. Hamilton var super aggressiv fra start på nye dæk, men Vettel kørte indtil videre kløgtigt. Rosberg trak imens en smule fra i front. Længere nede i feltet forsøgte Ricciardo at presse sig forbi Raikkonen, hvilket lykkedes, men ikke just faldt i god jord hos finnen.

Hamilton formåede ikke at komme forbi Vettel, hvilket gav sejren til Rosberg. Det trækker op til ballade, hvis det viser sig, at det skyldtes overgangen fra den virtuelle safetycar til den traditionelle, der skabte forvirring i Hamiltons garage, og at han derved tabte sejren.






Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monacos GP: Løbet Live. Tre i træk til Nico Straf til Verstappen »