Den evigt uheldige Marco

Stanaway vandt, Vandoorne kunne ikke overhale, og Marco var uheldig igen.

GP2 Bahrain 2015 . Copyright GP2 Media Series

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 23/5 2015 klokken 18:05

Weekendens andet GP2 løb er kørt, og her var det Richie Stanaway, der snuppede sejren. Stanaway tog førstepladsen fra start, da det lykkedes ham at smutte forbi Raffaele Marciello, som startede på pole position men fik en dårlig start.

Richie Stanaway og Marco Sørensen tilbage i 2011
Copyright Renault Sport


Efter en halv omgang kom løbet under virtual safety car, fordi et par biler holdt i muren rundt omkring på banen. Da løbet efterfølgende blev givet frit, trak Stanaway omgående fra sine nærmeste konkurenter, Raffaele Marciello og Sergey Sirotkin.

Raffaelo Marciello
Copyright Sauber Motorsport


Længere nede i feltet, nærmere bestemt på 8. pladsen, lå den ellers så suveræne Stoffel Vandoorne. Vandoorne vandt weekendens første løb, og da man vender top otte fra det første løb om i løb nummer to, betød det, at Vandoorne skulle starte så langt nede. De smalle veje i Monaco gjorde, at den unge belgier ikke formåede at overhale Alexander Rossi, som startede lige foran, eller nogen andre for den sags skyld. Derfor sluttede Vandoorne også på den 8. plads, han startede på.

Stoffel Vandoorne
Copyright Renault Sport


Danske Marco Sørensen sluttede som nummer 20 ud af 21 gennemførende kørere. Marco fik en dårlig start på løbet. Han gik nemlig i stå, da kørerne skulle ud på opvarmningsomgangen, og danskeren måtte have hjælp for at få liv i raceren igen. Reglerne siger, at man ikke må modtage hjælp på dette tidspunkt, så Marco modtog en 10 sekunders tidsstraf.

Nu er sæsonen jo lang endnu og heldigvis for det. Den start, Marco Sørensen har fået, er rigtig slem, så hvor må vi da håbe, hans held snart vender, og han begynder at være med i toppen igen.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monacos GP: Kvalifikationen LIVE fra Monaco Sainz starter sidst »