Arrivabene svarer igen: Mercedes mangler stil

Ferrari har kun hovedrysten til overs over for Mercedes-toppens bemærkninger om Kimi Räikkönens kollision med Lewis Hamilton under starten af Englands Grand Prix, som de antyder var med fuldt overlæg.

Maurizio Arrivabene . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/7 2018 klokken 15:07

Lewis Hamilton startede med at kalde det for ”en interessant taktik”, teknisk direktør James Allison kaldte det derefter ”med vilje eller inkompetence”, Niki Lauda kaldte hændelsen ”unfair” og teamchef Toto Wolf kaldte det for ”irriterende”.

Udtalelserne fra kører og Mercedes-top hentyder til kollisionen på første omgang af Englands Grand Prix på Silverstone, hvor Kimi Räikkönen understyrede sin Ferrari i Sving 1 og derefter ramte Hamilton, hvormed hans Mercedes snurrede rundt og sendte den regerende verdensmester ned bagest i feltet.

Mercedes-folkenes bemærkninger bliver ikke positivt modtaget i Maranello.

Således udtaler Ferraris teamchef, Maurizio Arrivabene, til Sky Italia, at Allison burde have et kursus i, hvordan man opfører sig som en gentleman.

Englands Grand Prix 2018. Sebastian Vettel vinder foran Lewis Hamilton og Kimi Raikkonen. Starten, hvor Vettel kommer bedst fra start og Hamilton næsten ikke kommer afsted
Starten, hvor Vettel kommer bedst fra start og Hamilton næsten ikke kommer afsted.
Copyright Ferrari


”Jeg kommer her for at klarlægge, at hvis han (Allison, red.) rent faktisk sagde sådan, så mener jeg, at han burde skamme sig over sig selv, fordi han arbejdede i så mange år i Maranello,” lød det fra Arrivabene.

”Han fik også en masse penge fra Maranello, og i dag har han et job. Du bliver bare nødt til at være elegant og tænke på, hvordan du taber.”

”Nu er vi også her i England, hvor de nogle gange gerne vil undervise os i at være gentlemen. Han burde være den første, der skulle undervises.”

”Det hér, det irriterer mig virkelig meget.”

”Og inkompetent? Hvem? Kimi? Hvem er han, at han dømmer en kører for, hvad han gør i en bil. Jeg kan acceptere Jacques (Villeneuve, red.), fordi han selv har været kører. Men den person? Nej,” tordnede Ferrari-chefen.

Herefter vendte Arrivabene kanonerne mod Mercedes, som han mener burde interessere sig mere for, hvorfor Hamilton havde en elendig start, hvor han ikke formåede at forsvare sin position i første startboks men i stedet gled ned på tredjepladsen. Herfra var briten af logiske grunde tvunget til at køre defensivt.

Maurizio Arrivabene
"Hvad har Mercedes gang i?" synes Maurizio Arrivabene (tv.) at sige.
Copyright Ferrari Media


"Først og fremmest burde han (Allison, red.) se på telemetrien og forstå, at hans kører desværre selv havde en dårlig start, hvormed han øjeblikkeligt tabte 2 pladser. Kimi fik derimod en god start, og vi har telemetrien, så han befandt sig umiddelbart bedre end Hamilton.”

"Jeg vil gerne minde alle om, at vi i Kina havde en situation mellem Vettel og Verstappen, hvor ingen sagde noget, og det er også helt fint.”

”Men jeg ønsker at give dem (Mercedes, red.) en klar besked: ’det var en smuk kamp, en kamp, som jeg tror publikum værdsatte, og der vil komme andre kampe, hvor Mercedes sandsynligvis vil vinde’.”

”Dette er en lektion for os alle i, at vi må have stil, være elegante. Og det er en ting, de ikke har vist i dag," sluttede Arrivabenes salut til Mercedes.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mercedes: Ferrari gjorde det med vilje! Se Kevins 2017 racer i København »