Allerede to møder mellem Hamilton og Ferrari

Hvis man tør tro de italienske medier, har Lewis Hamilton mødtes to gange med Ferrari-chefen John Elkann for at få en kontrakt med det italienske team. Binotto skamroste da også Hamilton på pressekonferencen op til Abu Dhabis grandprix.

Kinas Grand Prix 2019 . Copyright Mercedes AMG

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 1/12 2019 klokken 11:12

Et harmløst citat fra Mattia Binotto på FIA-pressekonferencen om fredagen i Abu Dhabi trækker nu overskrifter i de italienske medier. Lewis Hamilton er "en usædvanlig fantastisk kører" sagde Ferrari-teamchefen, og han er "glad" for, at Hamilton er ledig på kørermarkedet for 2021.

På spørgsmålet om, hvorvidt Ferrari spilder deres tid med at drømme om Hamilton i teamet, når han nu selv mener hans fremtid er hos Mercedes, svarede Hamilton: "Det er aldrig spild af tid at være venlig over for andre. Jeg tror, det er det første kompliment, jeg har fået fra Ferrari i 13 år!”

Hamilton har i hvert fald ikke noget imod at blive rost af Ferrari. Ferrari er efter Hamiltons mening "et team, som jeg altid har værdsat. At blive respekteret af nogen, der befinder sig så højt oppe i hierarkiet, er meget positivt."

Det italienske medie Gazzetta dello Sport mener at vide, at Hamilton allerede har mødtes to gange med Ferrari. Sportsavisen kendes som entusiastisk men ikke useriøs, og når den beretter om to konkrete møder mellem Hamilton og John Elkann, så kan der absolut været noget om det.

Piero Ferrari, der ejer 10 procent af aktierne i Ferrari og som er søn af Enzo Ferrari, skulle også være en kæmpe fan af Hamilton.

Men for Hamilton ville et skifte være lidt af et problem, for han har kørt med en Mercedes-motor hele sin F1-karriere og været ambassadør for mærket.

Leclerc, Hamilton, og Vettel.Leclerc, Hamilton, og Vettel.
Copyright Mercedes AMG


Mercedes-teamchefen Toto Wolff har intet problem med kontakten mellem Ferrari og Hamilton: ”Jeg har det helt ok med det”, svarer han direkte adspurgt. "Vi lever i en fri verden. Og jeg er klar over, at han kigger på sine karrieremuligheder. Jeg ville selvfølgelig ønske, at han fortsætter hos os. Men man ved aldrig. Og det har jeg ingen problemer med. Jeg er begyndt at acceptere det faktum, at alle har egne mål og er på udkig efter de bedste chancer for karrieren.”

Wolff fortsætter: "Racerkørere vil altid køre i den bedste bil. Hvis Mercedes kan tilbyde kørere den bedste bil, er jeg sikker på, at vi får de bedste kørere i vores biler.”

Men hvem er så de bedste kørere? Jos Verstappen, far til Max, kommer stadig forbi og får en kop kaffe hos Toto Wolff, og Max Verstappens kontrakt med Red Bull udløber også ved udgangen af 2020.

Japans Grand Prix 2019. Max Verstappen og Charles Leclerc til pressekonference torsdagJapans Grand Prix 2019. Max Verstappen og Charles Leclerc til pressekonference torsdag
Copyright Red Bull Contentpool


Hos Ferrari virker Charles Leclerc til at have etableret sig, mens Vettel næppe får sin kontrakt forlænget, medmindre han opper sig gevaldigt.

Stort set alle kørerkontrakter udløber ved udgangen af 2020, og derfor er der lagt i kakkelovnen til en god gang silly season, før sæsonen egentlig er begyndt.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« 3. frie træning Abu Dhabi: Red Bull hurtigst Abu Dhabis GP: Løbet LIVE »